Tag-arkiv: Lejelovgivningen

Ligestillingsministeren: Der skal flere kællinger ind i erhvervslivets bestyrelser

Synes du også at overskriften er upassende? Så læs videre!

Af Jakob Lindberg

Den fiktive ligestillingsminister, jeg har citeret i overskriften, mener det godt. Han eller hun er overbevist om, at det vil styrke det danske samfund, hvis erhvervslivet får flere kvinder ind i topledelserne. Man kan udnytte talentmassen bedre, hvis man rekrutterer lederne fra en større del  af befolkningen.

Men sprogbrugen i ligestillingsministerens budskab er forkert. Ordet “kællinger” er nedvurderende, og det strider mod selve budskabets mening.

Et andet eksempel: “Der skal flere niggere ind på FCK’s førstehold”. Det er også et positivt budskab, fordi der findes så mange fremragende fodboldspillere i Afrika. Men ordet “nigger” virker imod hensigten. En afrikaner, der læser sætningen, vil formentlig aldrig melde sig ind i klubben.

 

Lars Løkkes sprogbrug

Når jeg nævner disse eksempler på krænkende sprogbrug, er det fordi Lars Løkke som statsminister genindførte ordet “ghetto” i dansk lovgivning. I følge Lov 38 er en ghetto et udsat boligområde “hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.”. I debatten forud for loven sagde han, at ghettoerne var “sorte huller” på danmarkskortet.

Ordet “ghetto” er ligsom “kælling” og “nigger” et stærkt nedvurderende og fornærmende ord. I sammenhæng med “sorte huller” bliver det direkte racistisk.

 

Ghetto

Ordet stammer fra italiensk, og betegnede en bydel i Venedig, hvor man for flere hundreder af år siden spærrede jøderne inde om natten, for at de ikke skulle blande sig med byens øvrige befolkning. Det var et led i den tids diskrimination mod jøderne.

Senere blev det brugt i hele Europa om kvarterer, hvor der boede mange jøder. Under Anden Verdenskrig spærrede nazisterne de polske jøder ind i f.eks Warszawa-ghettoen. Det var praktisk, fordi man så havde lettere ved at ekspedere dem videre til gaskamrene i det østlige Polen.

Ghettoen i Warszawa under 2. verdenskrig

Når det danske folketing vedtager en lov, der anvender begrebet “ghetto” om danske boligområder, betyder det at de mennesker, der bor i f.eks. Mjølnerparken eller Gellerupplanen er ligeså uønskede og mindreværdige som jøderne var under Anden Verdenskrig.

 

Den nye antisemitisme

I disse år oplever man overalt i Europa, at antisemitismen – eller jødehadet – igen begynder at dukke op til overfladen, først og fremmest i agitationen fra ekstreme højreorienterede partier og grupper. Vores nye statsminister, Mette Frederiksen har selv i en stærk tale advaret mod antisemitismen.

I denne situation er det direkte pinligt, at vi i Danmark – som det eneste land i verden – har en lov, der anvender et begreb, som er hentet fra antisemitismens ordbog.

Se dog at få lavet den lov om, Mette. Det kan gøres ved en simpel søg-og-erstat kommando, hvor man i lovteksten indsætter ordet “pisto” i stedet for “ghetto”. PISTO står for “Projektområde for Integration, Sammenhold, Tryghed og Orden” se artiklen: https://www.dklf.dk/artikler/fra-ghetto-til-pisto/

 

Til slut

vil jeg bare sige: Jeg respekterer Kim Jung Un. Han har aldrig kaldt Mjølnerparken for en “ghetto”.

Renovation må ikke opkræves særskilt

15 marts 2018

Højesteret har slået fast, at denne regel gælder for alle lejeboliger også i ejendomme, der er taget i brug efter 1. januar 1992

Højesteret ligger på Christiansgård i København
Af Jakob Lindberg

I sidste nummer af bladet gennemgik jeg regler for, hvilke udgifter en udlejer skal medtage som en del af huslejen og hvilke, der kan opkræves som særlige beløb ved siden af huslejen.

Jeg skrev, at skatter og afgifter er en del af huslejen, og at udlejeren ikke må opkræve dem særskilt. Under skatter og afgifter hører:

  • grundskatter
  • renovationsafgifter
  • rottebekæmpelse og lignende

Der havde gennem tiderne været mange retssager, der omhandlede spørgsmålet om hvilke udgifter man lovligt kunne opkræve ved siden af huslejen. Men i 2009 afsagde Højesteret en dom, som satte tingene på plads. Troede man. Alligevel kom der en ny sag nogle år efter.

 

Højesterets præmis i 2009

Dommen fra 2009 omhandlede spørgsmålet om en udlejer kan opkræve aconto vandbidrag fra lejeren, i ejendomme, hvor der ikke er individuelle vandmålere. Højesteret slog fast, at det kan man ikke. Det skyldes, at det i lejeloven står, at reglerne om vandregnskaber kun gælder, når der er individuelle målere i alle lejligheder. Men Højesteret formulerede det i en generel præmis, der i kort form lyder således.

  • Lejelovgivningen åbner ikke generel adgang til som tillæg til lejebetalingen at lade lejeren dække udlejerens driftsudgifter ved refusion.
  • En adgang for udlejeren til at udskille dele af lejen til særskilt betaling ved refusion, kræver derfor lovhjemmel.

“Hjemmel” er et gammelt ord, der betyder det samme som ret eller rettighed. Hvis der er lovhjemmel til noget betyder det at man gerne må gøre det.

Lejer vandt 9.900 kr., fordi udlejer havde opkrævet ulovligt vandbidrag

Særlig hjemmel

Som følge af Højesterets klare fortolkning skulle man tro, at nu var sagen sat på plads. For lejeloven siger helt tydeligt at der kun er følgende udgifter, hvor der er hjemmel til at opkræve driftsudgifter ved refusion.

  • Aconto varmebidrag
  • Aconto vandbidrag
  • Aconto elbidrag
  • Aconto kølingsbidrag
  • Antennebidrag

Der for er alle andre driftsudgifter, f.eks. skatter, vedligeholdelse, administration en del af huslejen.

 

Uregulerede lejemål

Men en udlejer fra Fyn forsøgte alligevel at slå hul i dette klare princip, da han udlejede en række dobbelthuse. De var opført i 2011 og omfattet af to undtagelsesregler om huslejefastsættelse, § 15 a  i boligreguleringsloven og § 53, stk 3 i boligreguleringsloven.

Disse paragraffer siger, at lejemål i ejendomme, der er opført efter 1. januar 1992 er undtaget fra reglerne om omkostningsbestemt husleje i boligreguleringsloven og reglerne om det lejedes værdi i lejeloven. I stedet har udlejeren af sådanne ejendomme ret til at leje ud til den højeste leje, han kan få. Det kaldes princippet om markedsleje.

I lejelovens § 53, stk 3 står:

”Uanset stk. 1 og stk. 2 kan §§ 47-52 fraviges i lejeaftaler om ejendomme, der er taget i brug efter den 31. december 1991”

Udlejeren mente nu, at da §§ 47-52 kunne fraviges, så var han også i sin gode ret til at indsætte en bestemmelse i lejekontrakterne om, at lejer skulle betale for renovation ved siden af huslejen.

 

Gennem tre instanser

En lejer gik til huslejenævnet, som gav ham medhold i, at bestemmelsen om betaling for renovation var ugyldig. Udlejeren ankede til boligretten, som stadfæstede huslejenævnets afgørelse. Så gik han videre til Østre Landsret, hvor han også tabte. Landsretten skrev:

– ”Det fremgår af lejekontrakten, at skatter og afgifter indgår i lejen, samt at lejen reguleres med eventuelle stigninger i skatter og afgifter. På denne baggrund finder landsretten, at udlejer ikke har hjemmel til i tillæg til lejebetalingen at opkræve særskilt betaling for renovation, som må antages at udgøre en afgift, jf lejelovens § 51, stk. 1”

 

Højesteret

Til sidst fik udlejer særlig bevilling til at anke til Højesteret.

Højesteret gennemgik den lovændring fra 1991, der åbnede op for markedslejeprincippet, og herunder de forarbejder der blev gjort Folketinget. Konklusionen lød:

– ”Højesteret finder på denne baggrund, at bestemmelserne om fravigelighed må forstås sådan, at der kan aftales en husleje, som overstiger det lejedes værdi, herunder eventuelt med andre reguleringsmekanismer end dem, der fremgår af loven, men at bestemmelserne ikke angår, hvilke driftsudgifter, der skal indgå i huslejen, og hvilke der kan kræves særskilt refunderet som tillæg til huslejen. Dette stemmer også med det formål om gennemskuelighed for lejeren, som er omtalt i forarbejderne.

– På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at der ikke er hjemmel til at aftale, at der skal ske særskilt betaling for renovation som et tillæg til huslejen. ”

Hvem bliver sorteper, når sagerne slutter?

I enhver konkurs drejer det sig om at placere ansvar. Forfatteren beskriver i denne artikel det komplicerede magtspil, der foregår i retssystemet. Han peger på, at nogle af taberne kan blive de lejere, der ulykkeligvis lod sig vælge til boligforeningens bestyrelse, og som derved kan blive gjort medansvarlige.

Vestre LandsretUnder retsmødet 5.-6.2.2014 bemærkede undertegnede tilhører bl.a. følgende ved at lytte til de mange vidner og parter, der udtalte sig:
Hvorvidt Rønnebro også ville begære alle afdelingerne konkurs, foruden hovedafdelingen, dét blev først afgjort aftenen før det aftalte møde i Skifteretten i Randers kl. 09 den 8. december 2011. Og Rønnebro’s beslutning om kun at lade begæringen omfatte hovedafdelingen – og nul afdelinger – dét blev først oplyst til Randers Kommunes advokat, Henrik Qwist, da han nogle minutter før retsmødet løb på en anden advokat (fra Holst Advokater) „på trappen“. Her bekræftede Rønnebro’s advokat, at de underskrevne konkursbegæringer vedr. hver enkelt afdeling var blevet efterladt „hjemme på kontoret“ i Århus. Så det alene var hovedafdelingen.
Når afdelingerne slap for konkurs-begæring 8. december 2011, skyldtes det åbenbart primært nogle intensive telefonsamtaler, som Rønnebro og især en Holst-advokat havde ført 7. december. med Landsbyggefondens juridiske rådgiver, advokat Asger Larsen. Denne havde overbevist Århus-advokaten og Rønnebro om, at Landsbyggefonden i fremtiden KUN ville kunne yde støtte til afdelinger, der ikke var omfattet af en konkurs.

Selvrådige embedsmænd

Det var åbenbart magtpåliggende for de involverede embedsmænd på Laksetorvet [rådhuset i Randers Kommune / red] at holde sagens alvor væk fra byrådet – og væk fra byrådets økonomiudvalg – så længe som muligt. Embedsmændene, anført af direktør Lene Andersen, ville åbenbart selv prøve at klare problemerne i november-december 2011. Så vidt muligt uden at inddrage Bjarne Overmark og de andre medlemmer af byrådet og dets 9-mand store Økonomiudvalg.

Ingen fejl i rapporten

Ingen havde indvendinger mod kvaliteten af dén rapport, som Anders Rønnebro 7.12.2011 afleverede til Randers Byråd – en rapport på et halvt hundrede sider plus en serie omfattende og grundige bilag. Ikke én kunne pege på én eneste fejl i analysen under de to dages retsmøde i februar. Ej heller var der en eneste kritik af dét arbejde, som Rønnebro og hans „hjælpere“ havde udført på anmodning fra Randers Byråd.
Sagen handler åbenbart „kun“ – eller mest – om, hvem der skal betale regningen, altså de ca. 1,7 mill. kr. Og HVIS Randers Kommune bliver dømt til at betale, forsøger kommunen at videresende mest muligt af regningen til AAB (v/ direktør Anders Rønnebro) og til Holst Advokater. Kommunens krav mod Århus-folkene føres som en såkaldt adcitations-sag, dvs. som en „tilknytnings-sag“. Dét betød i praksis, at retssagen i Randers fremstod ekstra kompliceret og mudret for os ikke-jurister. Bl.a. skulle advokat Henrik Qwist hele tiden havde to modsatrettede kasketter på under sagen – både som advokat for sagsøger mod Århus-folkene OG som advokat for sagsøgte Randers kommune. I begge roller var Qwist hele tiden sekunderet af direktør Lene Andersen – men fik også støtte af et par fremtrædende embedsmænd, bl.a. vidnerne Lars Peter Salhøj og tidl. jurist i afdelingen, Mona Blumensaadt Andersen.

Hovedsagen starter i Vestre Landsret

Nok for nu om sagen vedrørende regningen på 1,7 mill. kr. Nok for nu, fordi sagen jo først slutter 19. marts og derefter formentlig bliver anket videre til Vestre Landsret. Men også „nok for nu“, fordi der trods alt er tale om „pebernødder“ i dén sag.
Altså hvis man sammenligner med dén dobbelt-sag, som først starter op i Vestre Landsret om et års tid. Det er sagerne, hvor de to kuratorer har stævnet bl.a. Randers Kommune, Randers Bolig, Randersegnens tidligere forretningsfører Svend Aage Nielsen – OG hver enkelt af de 7 medlemmer af bestyrelsen for Randersegnens Boligforening.
De to kuratorer kræver 20 mio. kr. fra hvert enkelt medlem af bestyrelsen
Hvert enkelt bestyrelsesmedlem afkræves i stævningen en erstatning på 20 mill. kr. Det gælder også ex-viceborgmester Steen Bundgaard, Randers, og de to andre politikere, der var udpeget til bestyrelsen af de to kommunalbestyrelser i Norddjurs og Syddjurs.

Lejere stævnes

Kravet om 20 mill. kr. til konkursboet/kuratorerne gælder også hver af de 4 lejere, der havde ladet sig vælge til hovedbestyrelsen, bl.a. ex-formanden Anette Press, der optrådte som vidne i Retten i Århus 20. november 2013.
Hvilken juridisk støtte – og hvilken forsikrings-dækning – disse bestyrelsesmedlemmer får, véd jeg ikke. Men jeg håber, de hver for sig får tildelt en advokat af samme format som Asger Larsen, der førte sagen i Århus i overbevisende stil.
For mig at se må det være en påtrængende opgave for BL/Landsbyggefonden at friholde disse 4 bestyrelsesmedlemmer for erstatningskrav, der ligger over, hvad de måtte kunne få fra et forsikringsselskab. På samme måde som BL/Landsbyggefonden før retssagen i Århus havde lovet at holde os lejere og vore sagsøgte afdelinger skadesløse

Ole Kragelund er lejer i Afdeling 72 i Randersegnens Boligforening / RandersBolig og medlem af Randers Lejerforening

Må politiserende embedsmænd spolere forhandlet enighed?

I mere end otte år har de fem organisationer på lejelovsområdet – Danmarks Lejerforeninger, Lejernes LO, Bosam,  Ejendomsforeningen Danmark og Danske Udlejere – forhandlet om en sammenskrivning af de to love på lejelovsområdet. Det endte succesfuldt, men det ser ud til at lykkes for boligministeriets embedsværk at ødelægge resultatet.

Lejelovgivningen er noget af det mest komplicerede inden for dansk lovgivning – så kompliceret at kun meget få personer kan prale af at have det fulde overblik over detaljerne og retspraksis. Ingen af disse sidder i Folketinget. Det betyder, at de, som skal vedtage lovene, ikke kan gennemskue, hvad det er, de piller ved. Politikerne er helt afhængige af nogle få embedsmænd.
Invitation
I begyndelsen af dette århundrede besluttede regeringen, at gøre noget ved denne uholdbare situation. Boligministeren lod sine embedsmænd invitere organisationerne til et møde for at finde ud af, om man kunne forenkle lovgivningen. Der blev indkaldt til en stribe møder med deltagelse af alle 5 organisationer. En embedsmand ledede møderne og typisk havde ministeriet sat en yngre medarbejder til at tage referat.
Opgaven var svær, fordi de involverede parter var enige om, at forhandlingerne måtte overholde en særlig grundlov, kommissoriet for forhandlingerne.  Det sagde, at der ikke måtte pilles ved den styrkebalance, der i eksisterende lovgivning består mellem lejere og udlejere, juridisk og økonomik. Kun på den måde kunne man undgå et politisk hundeslagsmål, når sagen senere skulle forelægges folketinget.
Under forhandlingerne søgte alle organisationerne selvfølgelig at forbedre deres egne medlemmers interesser. Men i denne situation måtte organisationerne lægge deres politiske ambitioner på hylden. Nu gik opgaven ud på at rydde op og forenkle, så borgerne kunne få én lejelov, der var til at forstå i stedet for 2-3 stykker fulde af sort meget indforstået snak.

Forløbet

Forhandlingerne gik i gang, og de fik et overraskende forløb. Efterhånden viste det sig, at samarbejdet mellem organisationerne og ministeriet var problematisk. Specielt var organisationerne utilfredse med de referateter, som det i de første faser af forhandlingerne var ministeriets yngstemand der udarbejdede. Referaterne var præget af, at referenten manglede viden om lejeret. Derfor blev referaterne mangelfulde og organisationerne måtte bruge tid på at rette dem, inden man kunne komme videre.
Efter et par år på denne måde meddelte ministeriet, at man ikke mere ville deltage i arbejdet, og søgte at afslutte forhandlingerne samt konstatere sammenbrud. Organisationerne besluttede imidlertid at fortsætte på egen hånd. Det gjorde man så.
Overraskende nok fungerede samarbejdet mellem de fem organisationer mærkbart bedre, end da ministeriets embedsfolk sad for bordenden. Langsomt men grundigt og sikkert arbejdede man sig igennem stoffet, paragraf for paragraf, kapitel for kapitel.
Enighedslisten
Den 29. oktober 2008 efter snesevis af møder kunne man endelig sende et forhandlingsresultat til ministeren som på det tidpunkt var Karen Jespersen. Resultatet var en liste med 57 punkter, som efterfølgende fik navnet „Enighedslisten“.
Organisationerne var med rette stolte af, at det mod alle odds var lykkedes at nå et resultat, som alle fem organisationer kunne stå inde for. I kraft af kommissoriet var man gået uden om de mest konfliktfyldte emner i lejelovgivningen, men alligevel var resultatet epokegørende. Man havde nået målet: En skitse til en samlet lejelov var blevet færdig. Uden at overdrive kunne forhandlerne sige, at de havde forhandlet sig frem til den mest gennemgribende ændring af lejelovgivningen siden 2. verdenskrig.
Nu skulle man tro, at ministeriet og regeringen begejstret ville gribe chancen og straks begynde at omforme Enighedslisten til lov. Men sådan kom det ikke til at gå. Langtfra. Ministeren bad organisationerne om yderligere forhandlinger om nye emner, hun ønskede medtaget i en samlet pakke. Dette var tydeligvis blot en manøvre for at forhale processen.
Hvorfor ville regeringen ikke høste den prestige, der er forbundet med at kunne lave århundredets reform af en forældet lovgivning?

Folketingsvalget 1998

I følge kilder tæt på forhandlingerne skyldes det, at Venstre op i gennem 0-erne bevidst lagde boligpolitikken død. For at forstå det, skal vi tilbage til  folketingsvalget i 1998, hvor Venstre kort før valget stod til at vinde regeringsmagten, men endte som taber.
I den sidste uge før valget spillede Lejernes LO og Boligselskabernes Landsforening ud med en annoncekampagne, der satte fokus på visse Venstre-politikeres friske udtalelser om at ville liberalisere lejelovgivningen. På det tidspunkt lå der en rapport fra Lejelovskommissionen, som viste, at huslejerne i den private boligmasse ville stige med i gennemsnit mindst 40 %, hvis huslejen blev givet fri.
Da Venstre indtil da havde været principielle tilhængere af en liberalisering på den private lejelovs område, kunne det ikke udelukkes, at partiet ville gennemføre en sådan liberalisering, såfremt man vandt regeringsmagten. Man var derfor sårbar over for annoncekampagnen, og der er næppe megen tvivl om, at det var denne kampagne, der til slut fik så mange vælgere til at fravælge Venstre, at flertallet tippede og den socialdemokratiske regering kunne fortsætte.

Kontraktpolitiken

Ved valget i 2001 ville Venstre for alt i verden undgå en lignende situation. Derfor garanterede Anders Fogh Rasmussen at Venstre ikke ville røre ved huslejereguleringen, hvis man vandt regeringsmagten. Det løfte blev holdt ved alle valgene op gennem 0-erne.
For de ægte liberalister i Venstre var løftet ikke populært. Men for Anders Fogh som statsminister var det et effektivt redskab. Man fik “afpolitiseret” boligpolitikken på det private område – og kunne regere uden frygt for skæmmekampagner.
Forhandlingerne mellem lejer- og udlejerorganisationerne passede godt ind i denne strategi. Hvis der kom forslag fra liberalistiske kredse om ophævelse af huslejereguleringen, kunne man henvise til at organisationerne forhandlede – og at man måtte afvente afslutningen på disse forhandlinger, før man begyndte at pille ved lejelovgivningen.
Det var derfor, at Venstre ikke havde nogen interesse i, at forhandlingerne skulle ende – og i følge onde tunger var det derfor, man saboterede Enighedslisten ved at stille kontroversielle nye forslag.

Enigheden holdt

Men man havde undervurderet organisationerne. Det viste sig nemlig at være meget svært at spille dem ud mod hinanden. Forhandlerne havde nu gennem 5 år lært hinanden at kende, og der var opstået et solidt tillidsforhold mellem dem.
Samtidig havde forhandlerne brugt så meget tid på møderne, at de ikke var til sinds at lade deres fælles barn – Enighedslisten – blive revet i stykker. De vidste, at hvis ministeriets kontroversielle forslag blev draget ind, ville forhandlingerne bryde sammen, og hele arbejdet ville have været forgæves.
Det lykkedes forhandlerne at stå sammen og fastholde et fælles synspunkt: at Enighedslisten var et hele. Forhandlerne krævede, at Enighedslisten blev fremsat som lovforslag i den form organisationerne var blevet enige om den.

Socialdemokratisk boligminister

Ved folketingsvalget i 2011 endte 10 år med en Venstre-ledet regering. Dermed skulle man tro, at der nu ville blæse nye vinde fra ministeret, som nu kom til at hedde “Ministeriet for by, bolig og landdistrikter”. Der var forventninger om, at den nye minister ville kunne skabe liv i boligpolitikken, som havde ligget død hele Venstres 10-årige regeringsperiode. Og der skete da også det, at forhandlingerne mellem de fem organisationer blev genstartet. Denne gang med betydeligt mere kvalificeret sekretariatsbetjening.
Forhandlingerne mellem organisationerne fortsatte altså, og man efterkom ministeriets ønske om, at Enighedslistens forslag skulle konkretiseres i paragrafform, for det flertal af punkterne hvor dette var relavant. Frem til årsskiftet i 2012-13 blev Enighedslisten på denne måde udmøntet konkret på alle de punkter ministeriet havde bedt om det. Det skete i fuld enighed mellem alle fem organisationer, det skete indenfor de tidsfrister der var opsat, og det skete imod alle officielle odds. Ministriets topembedsfolk havde i månedsvis gået omkring om gjort sig morsomme med bemærkninger om forhandlingerne “de bliver jo aldrig enige…”.
Men nu havde de fem organisationer altså bevist det modsatte i praksis, og nu skulle man da tro det endelig ville rykke, og der ville komme et lovforslag.
Ak nej! Godt nok var regeringens farve en anden, men embedsværket er det samme, og boligpolitikken bliver stadig betragtet som et politisk lavstatusområde. Den nye minister, Carsten Hansen er tydeligvis en engageret politiker, der gerne vil gøre en forskel, når det gælder landdristriktene og de udsatte boligområder. Men han er åbenbart ikke manden, der magter at sætte boligpolitikken højt på regeringens dagsorden. Boligpolitikken har ingen prestige på Chistiansborg, og det kan Carsten Hansen tilsyneladende ikke gøre noget ved.

Embedsmændene styrer

Den private lejelovgivning har helt åbenlyst ikke Carsten Hansens primær-interesse. Derfor får hans embedsmænd lov til at styre. Og embedsmændene følger stadig den samme parole som i Anders Foghs regeringstid: “Jo mindre der sker på det private lejelovsområde, jo bedre, og lad os for guds skyld bevare den uoverskuelige kompleksitet “.
I de første to år af Carsten Hansens ministertid fortsatte fedtspilleriet mellem ministeriet og de fem organisationer. Efter den – for nogle – uventede enighed, genoptog ministeriet så sine splittelsesforsøg.

Slutspillet

I  maj 2013 skete der nemlig det, at en ministeriel topembedsmand fremsendte en række helt nye elementer, som ministeriet ønskede skulle indgå i den sidste fase af forhandlingerne. Det var forslag, som enhver med kendskab til området kunne se ville splitte lejer- og udlejerorganisationerne, og det var forslag der klart faldt uden for kommissoriet for forhandlingerne. Derudover var dele af forslagene i modstrid med Enighedslisten.
Et af forslagene var eksempelvis, at der skulle åbnes op for pristalsregulering af huslejen. Forslaget er uantageligt for lejesiden, fordi det vil ødelægge hele princippet om omkostningsbestemt husleje.
Et andet forslag gik på at fraflytningsregningerne skulle formindskes – et forslag som udlejersiden kan forventes at være imod.
Forslaget om de nye emner kom på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om Enighedslisten var færdiggjort. Fuldkomment klar til at blive sammenskrevet af ministeriet til et komplet lovforslag.
De nye emner ministeriet ønskede at presse ind i forhandlingerne, ville udskyde og ødelægge denne færdiggørelse af lovarbejdet – og samtidig var de som tidligere nævnt i modstrid med hele den grundlov om balance, der har båret forhandlingerne frem.

Nu var det nok

To af lejerorganisationerne – Danmarks Lejerforeninger og Bosam – takkede nej til at møde op til forhandlingerne med ministeriet om de nye forslag. Nu var det nok. De ønskede ikke at blive ved med at deltage i et spil, som helt åbenlyst var bestemt til aldrig at blive afsluttet.
De øvrige organisationer sagde ja – ikke til forslagene – men til at mødes med ministeriet.
Så fra nu af mødes hver organisation for sig med Carsten Hansen og hans embedsmænd for at tale deres egen sag.
Det blev så muligvis enden på Enighedslisten. Måske lykkedes miinisteriets splittelsesforsøg til sidst.
Danmarks Lejerforeningers forhandler, Henrik Stougaard har denne kommentar til situationen:
“Det fremstilles af ministeriet som et sammenbrud, men realiteten er, at alle fem organisationer er enige om det totalt lovgivningklare resultat vi har afleveret. Organisationerne har leveret det der var aftalt, og gjort det til tiden. Nu skulle ministeriet så levere den bebudede sammenskrivning. Da Danmarks Lejerforeninger var til vores seneste møde med ministeriet, d. 23. oktober 2013, fik vi at vide, at ministeriets embedsfolk betragter den bebudede sammenskrivning som en uoverkommeligt stor opgave. – Dér har vi måske den egentlige årsag til hele miseren. Men hvis dette virkelig er rigtigt, skulle ministeriet jo aldrig have bedt de fem organisationer om at gå igang med sådanne forhandlinger, endsige bedt os om at genoptage forhandlingerne her på det seneste. Så i Danmarks Lejerforeninger er vi løftet til et højere niveau af undren. Vi har et spinkelt fromt håb om, at folketingets politikere formår at få noget fornuftigt ud af denne situation. Dermed mener vi naturligvis, at de kan sætte sig igennem og sikre den nødvendige lov-sammenskrivning og fulde gennemførelse af enighedslisten. Men det er absolut sidste udkald nu”.

Enighedsliste