Artikler

Rød blok sætter loft over huslejestigningerne trods modstand fra udlejerorganisationerne

Udlejerne ønsker at få pristalsreguleret deres profit ved at sætte huslejerne i vejret midt i inflationskrisen, mens mange lejere knap nok kan betale deres varmeregninger

Af Jakob Lindberg

Den 22 september bliver der 3. behandling i Folketinget af Lovforslag nr 210 – et forslag, som vil blive vedtaget med stemmer fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. De 4 partier er enige om, nødvendigheden at sætte loft over huslejestigningerne i den nuværende økonomiske situation.

Hovedpersonerne bag denne aftale er Indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen (S) og formand for folketingets boligudvalg, Søren Egge Rasmussen (EL)

Christian Rabjerg Madsen. Foto: Steen Brogaard
Søren Egge Rasmussen. Foto: Steen Brogaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Loven medfører, at der indføres et loft over huslejestigninger på 4 pct., som gælder i 2 år, og som omfatter private lejemål, hvor det i lejeaftalen er fastsat, at lejeforhøjelse kan kræves én gang om året som følge af stigninger i nettoprisindekset.

Loftet betyder, at huslejen kan reguleres med som udgangspunkt maksimalt 4 pct.

Aftaleparterne er derudover enige om, at der indføres en undtagelsesordning, som giver udlejer mulighed for at hæve huslejen over 4 pct., hvis udlejeren kan dokumentere, at lejestigningen på 4 pct. ikke kan dække en stigning i ejendommens driftsudgifter sammenlignet med driftsudgifterne året før. Huslejestigningen kan dog aldrig overstige nettoprisindekset.

Baggrunden for forslaget om et loft over huslejestigningerne er, at alle de lejere, som har en husleje, der reguleres efter nettoprisindekset, risikerer at blive ramt af store huslejestigninger som følge af den meget høje inflation.

Baggrund

I 2015 ændrede man lejeloven, således at det blev lovligt at indføje i lejekontrakterne, at lejen hvert år skulle reguleres efter det såkaldte nettoprisindeks. Indekset udregnes af Danmarks Statistik og fortæller hvor meget priserne på varer i gennemsnit stiger fra år til år. Hvis nettoprisindekset i det første år er 100 og året efter er 102, betyder det, at priserne er steget med 2 %. Lovændringen betød altså, at hvis en lejer i det første år betalte 10.000 kr om måneden, skulle hun året efter betale 10.200 kr om måneden.

I de forløbne 7 år der kun været små stigninger i nettoprisindekset, så disse årlige reguleringer har været til at betale for lejerne

Stigninger i gasprisen

Men krigen i Ukraine har vendt op og ned på det hele. Stigningerne i de internationale priser på olie og naturgas som følge af krigen har medført en kraftig stigning i nettoprisindekset. Det betyder, at lejere, der har skrevet under på en kontrakt med pristalsregulering, i de kommende år kan se frem til lejestigninger på over 10 % eller mere, hvis der ikke blev grebet ind fra folketingets side.

Derfor vil rød blok ændre lejeloven.  Det gøres ved at sætte et loft over de huslejestigninger, som sker ved regulering af lejen efter udviklingen i nettoprisindekset for 2022 og 2023. Dette betyder, at den private udlejer ikke kan opkræve de penge, som lejeren har skrevet under på, at hun ville betale. Det vil virke på den måde, at hvis huslejen – ifølge nettoprisindekset – den 1. januar skulle stige med 10 % fra 10.000 til 11.000 kr, så må udlejer nøjes med en stigning på 4 % således at den nye husleje bliver 10.400.

Undtagelse

Udlejerorganisationerne har kritiseret, at man på denne måde griber ind i gyldige aftaler mellem udlejer og lejer. Derfor foreslår regeringen en undtagelsesbestemmelse i loven, således at udlejeren kan f.eks. opkræve en stigning på 5 %, hvis han kan dokumentere, at driftsudgifterne i ejendommen er steget med 5 %.

Så store stigninger i driftsudgifterne forekommer kun meget sjældent. Det skyldes, at de fleste af driftsudgifterne i en lejebolig i forvejen skal betales ud over lejen. Det gælder f.eks. udgifterne til varme, vand og antenneudgifter. Her lægger udlejeren ud for lejeren, som så skal modtage et forbrugsregnskab en gang om året og efterbetale, hvis hun har betalt for lidt.  Elektricitet i lejligheden betales direkte fra lejeren til elværket.

Hvis en lejer i en nyere udlejningsejendom opført efter 1991, betale 10.000 i husleje, så er det ofte kun f.eks. 1-2.000 kr, der er driftsudgifter.  Et lignende beløb går til ejendomsskatter, forsikringer og administration. Men langt det meste er afkast, det vil sige det beløb, som lejeren betaler direkte til udlejeren for at få lov til at bo i ejendommen. Afkastet er det samme som profit.

Hvis de egentlige driftsudgifter er f.eks. 1.500 kr  og stiger 10%  svarer det til 150 kr om måneden. I forhold til hele huslejen udgør stigningen på 150 kr kun 1,5 %. Men ifølge pritalsreguleringen skal lejeren af med 1.000 kr mere om måneden, altså 850 kr mere end stigningen i driftsudgifterne

Som følge af lovforslaget får udlejer kun får lov til at opkræve 400 kr i huslejeforhøjelse. Alligevel er der overskud for udlejeren.

Danmarks Lejerforenings høringssvar

Vi indsendte et høringssvar, hvor vi støttede forslaget om et huslejeloft, men foreslog, at loftet kun blev på 2 % i stedet for 4 % som regeringen har foreslået.

Som følge heraf blev vi indkaldt til et såkaldt ekspertmøde med Folketingets boligudvalg. Her fik organisationerne lejlighed til at argumentere for deres synspunkter. På udlejerside deltog repræsentanter for pensionsselskaberne (Forsikring og Pension), Dansk Industri og  Ejendomsforeningen Danmark. Fra lejerside deltog Lejernes LO og Danmarks Lejerforeninger.

Kommentar

Ved høringen argumenterede repræsentanten for Forsikring og Pension, Kent Damsgaard i mod lovforslaget, med den begrundelse, at pensionsselskaberne, som udlejer en stor del af de private udlejningsboliger, ville tabe mindst 1 mia kroner i manglende indtægter som følge af indgrebet.

Det viser lidt om den manglende situationsfornemmelse fra udlejersiden, når man tager i betragtning hvor mange milliarder pensionsselskaberne i forvejen trækker ud af de lejere, der bor i deres ejendomme.

Jeg deltog som repræsentant for Danmarks Lejerforeninger. I mit indlæg kritiserede jeg udlejernes holdning, som er udtryk for, at udlejerne vil have pristalsregulering af deres profit på lejernes bekostning. De skulle skamme sig.

Hele høringen kan ses på folketingets TV-kanal ved hjælp af linket herunder:

https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20211/bou/tv.7951.aspx?as=1

Læren af skandalen i Østjysk Bolig

Direkte valg til boligselskabernes bestyrelser og til Landsbyggefondens bestyrelse vil sammen med tilførsel af bestyrelsesmedlemmer med faglige kvalifikationer, som jurister og økonomer i organisationsbestyrelserne, kunne fremme transparens og styrke beboerdemokratiet.

 

Af John Steen Johansen

I den interessante artikel om skandalen og bedraget i Østjysk Bolig og de tusindvis af lejere, der sættes uden for indflydelse (Jyllands Posten den 10. september 2022), fremgår det, at beboerdemokratiet bliver tilsidesat. Tilsynet kalder det et nødvendigt tiltag. Tilsynet peger samtidig på, at både Bolig- og Planstyrelsen samt Landsbyggefonden, der støtter og udvikler alment boligbyggeri, har blåstemplet kommunens plan.

Jyllands Posten retter med sin vinkling af historien om miseren i Østjysk Bolig opmærksomheden mod repræsentantskabet og lejernes muligheder.

Repræsentantskabet klager tilsyneladende over, at de bliver sat uden for indflydelse i de kommende fire år. Men skaden er sket for længe siden. Repræsentantskabet i Østjysk Bolig valgte selv deres bedragere og glemte at holde øje med dem. En klagesang over manglende beboerdemokrati fra den kant klinger derfor hult.

 

At være bestyrelsesmedlem

.. i almene boligorganisationer er et tillidshverv uden krav til faglige kvalifikationer. Som et beboer-demokratisk princip stiller lovgivningen krav om, at halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal være beboere i boligorganisationen.

Loven åbner for, at halvdelen af pladserne går til personer med faglig ekspertise, der ikke behøves være beboere i boligorganisationen.

Flere jurister eller økonomer i organisationsbestyrelserne i landets boligorganisationer kunne give et fagligt løft til bestyrelsesarbejdet. Det sker bare ikke, for anskuer man systemet med den menige beboers øjne, er det stort set umuligt at stille en organisationsbestyrelse til ansvar politisk.

Beboerne er nemlig sat uden for indflydelse, når det gælder muligheden for at få personer med særlig viden og faglig indsigt valgt ind.

Det skyldes de mange lag i organisationsstrukturen, hvor beboerne typisk vælger repræsentanter, der vælger repræsentanter, der igen vælger repræsentanter til at sidde i organisationsbestyrelsen.

Kombineret med et beskedent fremmøde på valgmøderne, ingen mulighed for at stemme ved fuldmagt og normalvedtægtens valgregler, som favoriserer de siddende bestyrelsesmedlemmer med ekstra stemmer ved valg til organisationsbestyrelsen, er organisationsbestyrelsen i mange større boligorganisationer reelt selvsupplerende.

Struktur og valgregler gør organisationsbestyrelsen selvsupplerende med mulighed for at unddrage sig et politisk ansvar.

Derfor mangler den vigtigste forudsætning for at indfri ambitionerne om effektiv drift, økonomisk og socialt velfungerende boligafdelinger, drevet med god ledelsesskik mv.

Målsætningen bør være at inddrage beboerne ved direkte valg til bestyrelsesposter i almene bolig- og administrationsorganisationer.

Et direkte valg af kandidater vil styrke de involverede organisationers omdømme.

Direkte valg praktiseres uproblematisk i flere store medlemsejede pensionskasser.

Problemerne med en organisationsstruktur, hvor ansvar og faglighed har trange kår, forstærkes af en skæv økonomisk incitamentsstruktur.

 

Bestyrelsen i en boligorganisation

.. er juridisk og økonomisk ansvarlig for beslutninger om vedligehold af ejendommene.

Administrationsselskaberne, der forbereder disse beslutninger, kan med de gældende honorarregler desværre have en økonomisk tilskyndelse til at oparbejde et økonomisk efterslæb i relation til vedligeholdelse af boligafdelingerne.

Medlemmer af en boligorganisationsbestyrelse tildeles et fast honorar. Afdelinger i drift betaler et administrationsbidrag til boligorganisationen for administrationen. Bidraget skal dække boligorganisationens samlede udgifter til administration.

 

Administrationsselskabet

.. kan i udgangspunktet ikke kræve særskilt betaling for planlægning og tilsyn med arbejder, der udføres som led i almindelig planlagt og periodisk vedligeholdelse og fornyelse.

Der er dog den berigende undtagelse, når arbejder gennemføres som led i en fysisk helhedsplan. En mulighed, som for eksempel SAB’s (Samvirkende Boligselskaber) organisationsbestyrelse benytter.

Adgangen til honorarer i forbindelse med større byggesager er problematisk, fordi det giver organisationsbestyrelsen og boligorganisationens administrationsselskab en økonomisk tilskyndelse til at oparbejde et vedligeholdelsesefterslæb i afdelinger og efterfølgende organisere arbejderne i fysiske helhedsplaner.

På samme måde giver det medlemmerne i organisationsbestyrelsen og boligorganisationens administrationsselskab en økonomisk tilskyndelse til at overdrive vedligeholdelses- og fornyelsesbehovet i forbindelse med udarbejdelse af fysiske helhedsplaner frem for at vedligeholde bygningerne løbende og kvalificeret.

Denne incitamentsstruktur er usund. Den fremmer ikke effektivitet i drift, byggeri og renovering, og det er bemærkelsesværdigt, at Bolig- og Planstyrelsen ikke benytter lejligheden til at påpege dette.

Der er tid til et opgør med boligselskabernes udvidede egenkontrol. Uden sådan et opgør vil der være meget lange udsigter til at få mest mulig værdi for de investerede midler i den almene boligsektor.

 

Direkte valg

.. til boligselskabernes bestyrelser og til Landsbyggefondens bestyrelse vil sammen med tilførsel af bestyrelsesmedlemmer med faglige kvalifikationer, som jurister og økonomer i organisationsbestyrelserne, kunne fremme transparens og styrke beboerdemokratiet.

Lejerne vil dermed få direkte indflydelse på, hvem der forvalter de mange penge, som de indbetaler til boligselskaberne og Landsbyggefonden.

 

Kilder:

John Steen Johansen er formand afdelingsbestyrelsen for Bellahøj I og II, SAB med 487 lejemål. Indlægget blev bragt første gang i Jylllands Posten Århus lørdag den 10. september 2022. 

 

Millionsvindel koster lejere mellem 7-10.000 kr pr bolig

Aarhus kommune fik en anonym henvendelse om at direktøren for Østjysk Bolig havde foretaget private inkøb for mere end 370.000 kr. Direktøren blev afskediget, og sagen blev meldt til politiet

Af Jakob Lindberg

På baggrund af henvendelsen anmodede det kommunale tilsyn Østjysk Bolig om at redegøre for sagen

Der blev udarbejdet en rapport af boligorganisationens advokat og organisationens revisionsfirma. Som følge heraf blev Østjysk Bolig sat under administration i april 2021, og Lejerbo fik overdraget forretningsførelsen.

Beslutningen blev truffet efter advokatundersøgelsen. Konklusion af denne var, at der kan være sket mandatsvig, underslæb og udført returkommision igennem en årrække for 15-20 mio kroner. Der er blandt andet bruge 2,2 mio kr af boligorganisationens penge til private restaurant besøg og indkøb af vine.

Ordforklaring

Mandatsvig: Berigelsesforbrydelse, der er karakteriseret ved, at en person med adgang til eller forpligtelse til at råde for en anden handler til skade for denne og til økonomisk fordel for sig selv eller andre.

Underslæb: Berigelsesforbrydelse, der begås ved, at den, som opbevarer eller råder over noget, som han ved tilhører en anden, tilegner sig dette. Det typiske underslæb begås ved, at en kasserer tager af kassen.

Returkommision: Ofte kaldt bestikkelse. Modtagelse af en fordel af f.eks økonomisk karakter. Fordelen kan gives i forbindelse med varetagelse af en andens økonomiske interesser, hvis den gives for at få modtageren til at handle i strid med sine pligter over for den, hvis interesser modtageren egentlig skulle varetage.

Betyrelsen afsat

At sætte en boligorganisation under administration indebærer at bestyrelsen afsættes.  Chefen for det kommunale tilsyn i AK, Bente Lykke Sørensen begrundede beslutningen således:

Vi har fra tilsynets side ikke tillid til, at bestyrelsen for Østjysk Bolig vil være i stand til på en overbevisende måde at forestå ansvaret med at rydde op i boligforeningen. Der venter en meget omfattende opgave med at rette organisationen op og sikre, at et muligt tab for boligforeningen og dens lejere bliver så lille som muligt. Vi har i dag underrettet bestyrelsen om, at vi har i sinde at fritage dem fra deres bestyrelsesansvar.

Bente Lykke Sørensen udtalte, at beslutningen ikke ville få konsekvenser for afdelingsbestyrelserne i Østjysk Bolig. Da boligorganisationen er omfattet af Landsbyggefondens garantiordning, vil fonden dække tabet på 15 mio kr. Havde der ikke været en sådan garanti ville hvert lejemål få en ekstraregning på mellem 7 og 10.000 kr

Den beboervalgte formand for Østjysk Bolig, Katja Hillers mente, at tabet snarere ville blive i nærheden af 20 millioner og udtalte til Fagbladet Boligen:

Det er et kæmpestort svigt, da det jo er os beboere i Østjysk Bolig, der er blevet besveget for disse ufatteligt mange penge. Jeg er både vred over og ked af, at det her har kunnet lade sig gøre, og at det delvist er sket på min vagt som formand i Østjysk Bolig, siger hun.

Nedenstående oplysninger er hentet fra Jyllandspostens dækning af sagen.

Sigtelser

Østjyllands Politi har sigtet 6 personer i det store sagskomplex.

En af dem er den tidligere direktør for Østjysk Bolig, Allan Søstrøm. En anden er en 79-årig mand, som har hjulpet Allan Søstrøm med svindlen. Den 79-årige er allerede blevet idømt tre måneders betinget fængsel for en række pengeoverførsler. Der er tale om 759 bankoverførsler fra Østjysk Bolig for samlet 10,1 mio kr til fem private bankkonti, der var tilknyttet én person. Overførslerne skete i perioden 2012-2018.

De øvrige er to tidligere medarbejdere i boligforeningen samt en tidligere medarbejder hos Dan Jord A/S, der er leverandør til boligforeningen og yderligere en person. De fire sidstnævnte er omfattet af et navneforbud. Deres rolle i svindelaffæren er ikke blevet offentliggjort.

Politiet er efter 22 måneders efterforskning endnu ikke klar til at tiltale de sigtede. Man er ved at gennemgå de mange forhold, men det er muligt, at der skal endnu mere efterforskning til.

Advokatundersøgelse

Firmaet Kromann Reumert har sammen med revisionsfirmaet Deloitte gennemført en advokatundersøgelse. Den viser at der er afholdt private udgifter på Østjysk Boligs regning for mindst 6,7 mio kr. Blandt andet har ledende medarbejdere i boligforeningen sammen med leverandører været på golfrejser både i Danmark og i udlandet – alt sammen betalt af lejerne.

Der er også foretaget privatindkøb og lignende for ca 3,5 kmio kr på Østjysk Boligs regning. Det drejer sig bl.a. om indkøb af køkkener, hårde hvidevarer, rejser, ophold, golftøj og -bolde, Apple-produkter, vin, kaffemaskiner og inventar.

Misbrug i renoveringssag

I forbindelse med en renovering i afdelingen Ryhaven er der bogført private udgifter. Revisionsfirmaet Deloitte og den nye ledelse i Østjysk Bolig vurderer, at arbejdet i Ryhaven sandsynligvis er blevet 1,7 mio kroner for højt.

Æren for at denne sag er blevet afdækket er dels den anonyme anmelder, dels et grundig informationsindsats fra to medier: Jyllands Posten og Fagbladet boligen, som har leveret oplysningerne til denne artikel.

Skærpet tilsyn fra kommunerne og staten

Som konsekvens af skandalen i Østjysk Bolig, har Folketinget besluttet at skærpe tilsynet med de almene boligorganisationer. I den anledning er der afsat flere 2,5 mio kr mere til Bolig- og planstyrelsen under Indenrigs- og Boligministeriet. Fremover vil styrelsen tage sager op af egen drift.

Tydeligvis er Bolig- og planstyrelsen ikke tilfreds med kommunernes tilsyn, som det er i øjeblikket. Derfor skal der bruges flere penge til at styrelsen kan føre bedre kontrol med kommunernes tilsyn.

Kilder: Fagbladet Boligen og Jyllands Posten (senest 21/8 2022)

Boligmanglen er løst

Af Merete Kjær, København

Så er Københavns Kommune endelig ved at løse boligproblemet i København. Fra min arbejdsplads kan jeg se, at der har tårnet sig nye boliger op på Papirøen. Her er der nu bygget 151 flere boliger, så flere københavnere endelig kan få et sted at bo. I det nye byggeri på Papirøen er det sådan, at hvis du kan nøjes med en lejlighed på 42 kvm, så kan du slippe med den nette sum af 5.400.000 kr. Ønsker du til gengæld en stor lejlighed på 224 kvm, så du rigtig kan boltre dig, så skal du selvfølgelig af med 40.000.000 kr. Er det for meget for dig? Jamen så kan du være heldig at få en lejlighed på 71 kvm til 8.000.000 kr.

Er du ikke tilmeldt folkeregistret? Frygt ikke. Det er nemlig sådan, at der ikke er bopælspligt på Papirøen.

Er du da slet ikke glad for, at Københavns Kommune gør noget for at løse boligproblemet? Du er da utaknemmelig. Men der skal nok komme flere boliger af samme skuffe, så med den hastighed skal dit boligproblem nok hurtigt blive løst.

Kilde: Læserbrev fra Politiken, 5 maj 2022

Hvor bliver de almene boliger af?

Officielt går regeringen ind for at forøge det almene boligbyggeri, men det kniber med at opfylde målsætningen

Af Jakob Lindberg

Da antallet af hjemløse sidste gang blev optalt var det 6.500 personer. Det var i 2019. Regeringens passivitet på området har siden 2004 været genstand for kraftig kritik fra Statsrevisorerne. Statsrevisorerne følger Regeringens indsats på området og konstaterede ved opfølgningen i 2020, at antallet af hjemløse var faldet med 20 % fra 2017 til 2019. Den næste opgørelse for 2021 ventes offentliggjort  i år.

En stor del af de hjemløse er stofmisbrugere eller mennesker med psykiske problemer. Helt tilbage i 2009 formulerede Socialministeriet et princip, man kaldte ”housing first”. Her var målet at skaffe den hjemløse en selvstændig bolig med tidsubegrænset lejekontrakt, som det første skridt til at løse et misbrugsproblem.

I København, hvor hjemløse-problemet er størst, har man tilsluttet sig housing-first-prinippet, men i realiteten følger man det ikke. På grund af manglen på almene boliger har kommunen været nødt til at afvise hjemløse, der har boet i kommunen i mindre end 2 år.

Regeringen indgik i november en aftale med Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om flere almene boliger, der også skal skaffe flere hjemløse egen bolig. Med aftalen afsættes penge til at sænke huslejen i almene lejligheder med kommunal anvisningsret. For yderligere at fremme princippet om housing first skrues ned for den refusion, som kommuner modtager for ophold på herberg. Omvendt skrues op for refusionen til støtte i eget hjem.

Nu – et halvt år efter aftalens indgåelse – er der intet sket.

Er omfordeling mulig

Det har altid været højrefløjens vigtigste argument, at omfordeling af indkomst og formuer skader samfundet. Men er det rigtigt.

Af Jakob Lindberg

Højrefløjen har altid været det politiske talerør for de rige, så synspunktet er ikke
overraskende. Det er heller ikke overraskende at højrefløjen har ført en stædig kamp mod den tendens, at en større og større del af den samlede indkomst i samfundet bliver opkrævet i skat og fordeles af stat og kommuner til finansiering af velfærdssamfundet.

Højrefløjens argument har været, både omfordeling og vækst i velfærdssamfundet er skadelig for den samlede størrelse af den samlede kage.

 Thomas Piketty

Den økonomiske historieforskning af blandt andre den franske økonom Thomas Pikkety viser noget andet. Se diagrammet her på siden, der viser hvordan indkomstfordelingen i Frankrig har udviklet sig i de sidste 200 år. Udviklingen i Danmark har været nogenlunde tilsvarende.

Tekstfelt: Diagrammet viser de tre gruppers andel af den samlede indkomst i Frankrig i perioden i faste priser Indkomst består af: * Kapitalindkomst (lejeintægter, dividender, rente og profit) * Arbejdsindkomst (lønindkomst og lign., pensioner og dagpenge)

1800-1900:

Fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til første verdenskrig i 1914 var uligheden ekstremt høj og skatterne lave. Overklassen (de rigeste 10% af befolkningen) havde en andel af den samlede indkomst, der var ca 4 gange så høj som i underklassen (de fattigste 50 %). Da der var 5 gange så mange mennersker i underklassen, svarer det til, at en person i overklassen i gennemsnit havde en indkomst, der var 20 gange så høj som indkomsten for en person i underklassen.

Sundhedssystemerne var underudviklede og ineffektive. Dødeligheden var høj og faldt kun langsomt.

1914-1980: Uligheden i indkomsterne blev reduceret markant. Overklassens andel af den samlede indkomst faldt fra ca 50 % til ca 33 %. Middelklassen andel (de 40% midterste i inkomstfordelingen) steg nogenlunde tilsvarende, mens underklassens andel steg fra ca. 15% til 20%  Dette skete samtidig med, at der i hele den vestlige verden blev indført progressiv beskatning, i takt med at underklassen og dens partier fik større og større indflydelse. I Sovjetunionen gik man endnu længere og konfiskerede i stort omfang privat ejendom. Alligevel var det i denne periode, at gennemsnitsindkomsterne steg kraftigst, dødeligheden faldt mest og flest mennesker lærte at læse og skrive. Det var også i denne periode, at samfundene begyndte at stimulere både den civile og militære forskning.

1980-2020:

Denne periode var karakteriseret ved afregulering. Formindskelsen af uligheden gik i stå. I Sovjet brød det kommunistiske system sammen på godt og ondt og fabrikkerne blev overtaget af de såkaldte oligarker, som dannede en ny og ekstremt rig overklasse. Den progressive beskatning blev reduceret. I mange af de vesteuropæiske velfærdsstater blev de kollektive goder formindsket ved privatisering.

Det bemærkelsesværdige er, at i perioden 1914-1980 hvor de største fremskridt skete samtidig var den periode, hvor den progressive indkomstskat blev forøget mest, og hvor skatterne steg mest. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde de samlede skatter, afgifter og bidrag under 10 % af nationalindkomsten i Europa og USA: Mellem 1914 og 1980 firedobledes disse indtægter i Europa og tredobledes i USA. I de fleste vesteuropæiske lande har skatteindtægterne udgjort mellem 40% og 50% af nationalindkomsten.

Dette modbeviser højrefløjens tese om, at omfordelingen er skadelig for den økonomiske vækst.

Thomas Piketty konkluderer

”Vi kan tilføje, at udviklingen af den stærkt progressive skat overhovedet ikke har været en hæmsko for innovation og øget produktivitet. I USA voksede nationalindkomsten med 1,8 % om året mellem  1870 og 1910, da der ikke var nogen indkomstskat, herefter med 2,1 % mellem 1910 og 1950, efter at den var blevet indført og endda med 2,2 % mellem 1950 og 1990. Topskatten blev herefter halveret med det erklærede formål at øge væksten. Den blev tværtimod halveret og lå på 1,1 % om året mellem 1990 og 2020.”

Han afslutter sin analyse således:

”Historisk er det kampen for lighed og uddannelse, der har muliggjort økonomisk udvikling og menneskelige fremskridt, og ikke helliggørelsen af ejendommen, stabiliteten og uligheden.”

 

 

 

 

 

 

Kilde Thomas Piketty: En kort historie om lighed. Informations forslag. København 2022. (Side 158-159)

Ulighed er en hæmsko for vækst

Politikere på højrefløjens siger ofte, at en vis ulighed er en forudsætning for at verdens lande kan fortsætte den økonomiske vækst. Denne teori, er blevet modbevist af blandt andet OECD’s økonomer.

Af Jakob Lindberg

Ifølge højrefløjen er ulighed en naturlig og gavnlig ting for samfundet fordi den tilskynder de rige til at investere deres penge i nye virksomheder. Derved skaber de rige arbejdspladser til de fattige. Det er denne teori OECD har skudt ned i en undersøgelse fra 2015 

Økonomisk vækst

Men først lidt om, hvad vækst er for noget. Vækst er mange ting, men i denne artikel vil jeg koncentrere mig om det, man kalder økonomisk vækst, hvorved jeg forstår, at den samlede indkomst eller produktion i et land stiger år for år.

På venstrefløjen møder man af og til det synspunkt, at den økonomiske vækst er for høj i Danmark. Høj økonomisk vækst hænger sammen med uønskede virkninger som f.eks. psykisk stress, ødelæggelse af familielivet og kriminalitet.

Højrefløjens svar på denne kritik er, at økonomisk vækst er nødvendig for, at vi år for år kan forøge velstanden og det materielle forbrug. Ifølge dette synspunkt, kan samfundet kun blive bedre, hvis der er økonomisk vækst – for jo større den økonomiske vækst er, jo flere goder er vi i stand til at købe og forbruge.

Væksten, klimaet og miljøet

Men højrefløjen og venstrefløjen er også uenige om sammenhængen mellem økonomisk vækst og hensynet til klimaet og miljøet. Venstrefløjens debattører kritiserer ofte regeringen for, at den opfatter økonomisk vækst udelukkende som noget positivt. De peger f.eks. på, at den økonomiske vækst i de sidste 200 år har været tæt forbundet med afbrænding af de fossile energikilder i undergrunden (kul, olie, naturgas).  Denne energiproduktion truer med at udløse klimakatastrofer, der kan true tilværelsen for milliarder af fattige mennesker, fordi den bevirker en alt for høj global opvarmning. Opvarmningen kan udløse klimakatastrofer, som f.eks. oversvømmelser, skovbrande og ørkendannelse.

Denne kendsgerning har højrefløjen efterhånden accepteret, men de hævder alligevel , at en fortsættelse af den økonomiske vækst er nødvendig for at vi kan producere de vindmøller, solceller og atomkraftværker, der er nødvendig for at forhindre klimakatastroferne.

Vi kan altså konstatere, at visse former for økonomisk vækst er positive, mens andre er negative. På visse punkter er højrefløjen og venstrefløjen enige: F.eks. mener begge fløje, at forbedring af uddannelsessystemet og sundhedssystemet er  positive former for økonomisk vækst, og at overdreven brug af flyrejser og bekæmpelse af kriminalitet er negative former for økonomisk vækst.

Økonomisk vækst og ulighed

I de sidste 20 år har økonomerne fået øjnene op for at økonomisk vækst og ulighed påvirker hinanden, men ikke på den måde, som højrefløjen tror.

I denne debat har OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) spillet en særlig rolle. OECD er en mellemstatslig økonomisk organisation med 38 medlemslande, der i 1961 blev grundlagt for at stimulere økonomisk udvikling og verdenshandel.

I 2015 udgav OECD’s økonomer en publikation, der satte fokus på dette. Efter at den økonomiske ulighed i gennem 200 år var blevet formindsket, begyndte uligheden i langt de fleste lande at stige igen fra 1980 og fremefter. Hvis højrefløjens teori om ulighedens positive invirkning på den økonomiske vækst var rigtig, så skulle man tro, at den økonomiske vækst ville blive forøget.

Man måler traditionelt den økonomiske vækst ved at udregne det såkaldte BNP (Bruttonationalproduktet)

Hovedresultatet af undersøgelsen var overraskende: Den stigende ulighed i OECD-lande i havde medført en mindre stigning i produktionen (BNP) i årene 1990-2010, sammenlignet med tidligere perioder. Det blev dokumenteret, at samfund, der har en meget ulige indkomstfordeling vil få meget svært ved at opnå en mere lige indkomstfordeling, og at dette vil få negative følger for den økonomiske vækst.

Uddannelse

I mange OECD-lande er der brugerbetaling på uddannelsesområdet. Dette er med til at svække den økonomiske vækst. Under disse vilkår får alt for få en tilstrækkelig god uddannelse. De manglende uddannelsesmæssige kvalifikationer er et betydeligt problem for de 40 % af indbyggerne, som ligger i den nedre del af indkomstfordelingen.

Sundhed og bolig

OECD kom med mange anbefalinger i rapporten. For eksempel anførte man hvor vigtigt det er, at de laveste 40 % i indkomstfordelingen fik mere lige adgang til sundhed og bolig.

En engelsk epidemolog Richard G. Wilkinson har påvist, at befolkningen i mere lige samfund har bedre helbred, f.eks. færre mentale problemer og vægtproblemer.

Der er også færre sociale problemer i form af øget kriminalitet, øget narkomisbrug, mentale problemer, vægtproblemer mv, dvs. alle de negative former for økonomisk vækst. Desuden er den generelle samhørighed mellem forskellige befolkningsgrupper bedre i lige samfund end i meget ulige samfund.

Kilder: In It Together: Why Less Inequality Benefits All, (2015) OECD Publishing, Paris.

Christen Sørensen: Hvorfor er større ulighed en vækstdræber? Kristeligt Dagblad 15. april 2017

Ligheden i samfundet stiger ikke – den falder

Når politikere og kommentatorer fra højrefløjen taler om ulighed, ynder de at male et rosenrødt billede af ligheden i samfundet.

 

Af Jakob Lindberg

De omtaler som regel Danmark som det mest lige land i verden, især når de skal forsøge at overbevise alle andre om, at topskatten skal sænkes. Denne forherligelse af ligheden er imidlertid et skønmaleri. Hvorfor?

Lad mig nævne tre modargumenter.

For det første er det ikke særligt opmuntrende, at Danmark er et af de rigeste lande i verden, når vi ved, hvor udbredt fattigdom og elendigheden er i f.eks. Afrika og store dele af Asien og Latinamerika.

For det andet skal man analysere den historiske udvikling seriøst. Det er korrekt, at uligheden både i Danmark og resten af verden er blevet mindre i de sidste 140 år, men skal vi virkeligt være tilfredse med det, når vi ved hvor fattige de danske arbejdere og småbønder var i slutningen af 1800-tallet?

For det tredje er højrefløjens forherligelse af ligheden hyklerisk, når vi ved, at højrefløjen i dansk politik som regel har modarbejdet de politiske tiltag, der har forøget ligheden, f.eks. indførelse af progressiv beskatning og udviklingen af velfærdsstaten. Det er også lykkedes højrefløjen at få gennemført mange lovændringer, der har medført forøget ulighed, f.eks. afskaffelse af formueskatten.

Forskning giver håb

Heldigvis bliver det sværere for højrefløjen at spille den falske melodi. Det skyldes først og fremmest de store fremskridt, der er sket inden for den økonomiske historieforskning i de sidste tyve år. Hovedpersonen i denne forskning har været franskmanden Thomas Piketty. Han har ikke været alene om det. Hans resultater bygger på hundreder af forskningsartikler af økonomer fra hele verden. Økonomerne har indsamlet statistiske data fra langt flere lande end før. Samtidig har fremskridtene på digitalisering gjort det muligt, at lave analyser for meget længere tidsperioder og fra flere lande. Disse resultater bliver nu samlet i World Inequality Database, som er en verdensomspændende database over den globale ulighed.

 Christen Sørensen

Herhjemme lyder der også nye toner fra økonomerne, selvom mange af dem stadig deltager højrefløjens skønmaleri. En markant stemme er den tidligere overvismand, Christen Sørensen, som den 2. maj i år skrev en skelsættende kronik i Politiken.

Christen Sørensen peger på, at uligheden i de seneste 30-40 år kun har fulgt ét spor, nemlig opad. På den baggrund kritiserer han den danske diskussion om ulighed for at være absurd. Mange politikere fra den rød blok har været fortalere for indgreb, der skal skabe større lighed. Men disse forslag har kun haft beskeden effekt og nogle af dem har direkte medvirket til at øge uligheden.

Derimod har de danske politikere stort set været tavse, når det drejer sig om indgreb, der virkelig kunne skabe større lighed. Christen Sørensen forelår følgende:

  • en progressiv skala for ejendomsværdiskat kombineret med et stort bundfradrag
  • mere progressive skalaer for indkomstskat og formueskat,
  • indførelse af en progressiv arveafgift

Hvad er progressive skatter?

Før jeg går videre med Christen Sørensens forslag, vil jeg forklare hvad man forstår ved progressive  skatter i modsætning til flade skatter og degressive skatter.

En skat er progressiv, hvis skatten for en rig person er højere end for en fattig person. I Danmark har vi f.eks. progressiv indkomstskat. Hvis en person, der tjener 200.000 kr om året betaler 60.000 kr (= 30 %) i skat, mens en person der tjener 300.000 kr om året betaler 108.000 kr (= 36%), så er indkomstskatten progressiv.

En skat eller en afgift er flad, hvis alle betaler det samme uanset, hvor stor vedkommendes indkomst er. Et eksempel er afgiften for skorstensfejning, som betales med det samme beløb for rig og fattige ejere af skorstene.

Degressive skatter og afgifter findes ikke i Danmark. Det ville betyde at en fattig person betalte mere end en rig person for den samme offentlige ydelse, selvom de to personer boede i samme kommune.

Men selv om der ikke findes degressive skatter og afgifter, er der mange afgifter, som vender den tunge ende nedad. Dermed menes, at den fattige betaler en større del af sin indkomst i afgift eller brugerbetaling end den rige.

Et eksempel er benzinafgifter. Eksempel: En fattig person, der tjener 200.000 kr. og en rig person med 400.000 kr.  har lige langt til arbejde. De betaler begge 10.000 kr. om året i benzinafgift. Den fattige betaler 5 % af sin indkomst i benzinafgift, mens den rige kun betaler 2,5 %. Da benzinafgiften er procentvis højere for den fattige end for den rige, siger man at afgiften ”vender den tunge ende nedad”. Den slags afgifter er med til at øge uligheden.

Progressiv ejendomsbeskatning

Christen Sørensen foreslår, at der indføres en progressiv ejendomsskat efter følgende skala:

Skala Eksempel: Ejendomsværdi Skat pr år i kroner
0 – 1 mio kr: 0 % 500.000 0
1 – 2 mio kr: 1 % 1.500.000 15.000
2 – 5 mio kr: 3 % 3.500.000 105.000
5 – 10 mio kr: 4 % 7.500.000 300.000
10 mio og mere: 6 % 10.000.000 600.000

En rig person, der har en bolig til 10 mio kr,  kommer til at betale 40 gange så meget i ejendomsværdiskat som en person med en ejerbolig, der kun er 1,5 mio kr værd. Dette ville styrke progressionen markant til fordel for lejerne og for de fattigste boligejere. En vigtig del af forslaget er bundfradraget på 1 mio kroner, så man undgår at ramme socialt skævt.

Virkninger

For at undgå at sætte folk på gaden skriver Christen Sørensen således:

”…at den nye skala først skal træde i kraft ved ejerskifte efter den længstlevende. Dette vil betyde at de årlige boligudgifter ikke ville stige, men at det kun var salgspriserne, der ville falde, og dermed også de store skattefrie gevinster, som mange – herunder jeg – har fået foræret”

De merindtægter, der vil komme, når forslaget er fuldt indfaset, kan f.eks. gå til at nedsætte indkomstskatten. De kan også bruges til at finansiere den grønne omstilling eller til at forbedre velfærdsydelserne.

Kilde: Kronik i Politiken 2. maj 2022

Røde partier: Regeringen svigter løftet om at reducere uligheden

Man kan tjene flere penge på at eje en bolig end på at arbejde. Det skal ændres

 

Af Jakob Lindberg

Sigurd Agersnap, der er viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og medlem af SF’s landsledelse har i en kronik i Information foreslået tre initiativer, hvormed regeringen kan indfri løftet om at reducere uligheden i samfundet

Jeg bringer hans forslag som direkte citat:

 

Boligmarkedet skal beskattes bedre
For det første bør man beskatte boliger mere og bedre. Pandemien har de seneste to år medført absurde boligprisstigninger. En bolig i København steg med mere end 16 procent i værdi sidste år, og ejede du 140 kvadratmeter i København, så tjente du forrige år 63.000 kroner om måneden. De heldigste boligejere i hovedstadsområdet tjente mere end 5.000 kroner om dagen – altså mere end de fleste tjener på at arbejde.

Huspriserne i de dyreste kommuner er nu ti gange højere end i de billigste kommuner. I 1990 var de kun 2,6 gange højere i de dyreste kommuner.

Udviklingen på boligmarkedet er absurd. Det står så skævt til, at uligheden i det danske samfund kun kan reduceres, hvis man først tøjler boligmarkedet.

Der skal sættes en stopper for boligprisernes himmelflugt i københavnsområdet med strengere krav til gældsætningen, sådan som Finanstilsynet er begyndt på. Man bør afskaffe rentefradraget, som er en skatterabat til dem med de største lån, og som medvirker til at puste boligpriserne op. Man bør genåbne boligskattereformen fra 2017, og man bør lægge en skat på avancen ved boligsalg oven i den løbende boligbeskatning. Det vil øge den samlede beskatning på bolig og mindske boligprisstigningerne, uden at man risikerer at presse dem med de laveste indtægter fra hus og hjem.

Dertil må boligskatteaftalen ikke udsættes længere. Så sent som i 2020 besluttede Social- demokratiet og højrefløjen en yderligere skattelettelse til boligejerne på milliarder, og at et nyt ejendomsvurderingssystem først indfases i 2024. Aftalen bør rulles tilbage hurtigst muligt, og man bør i stedet sikre en hurtigere indfasning af det nye ejendomsvurderingssystem.

Det skal kunne betale sig at arbejde – også frem for at eje

For det andet bør man beskatte arbejdsfrie indtægter såsom arv og aktier højere. Finansministeriet peger i ulighedsredegørelsen på kapitalindkomster fra aktier og boliger som det største bidrag til den stigende ulighed. Bare det seneste år er aktierne i det danske C25-index steget med uhørte 16 procent.

Man hører ofte, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi har opbygget en økonomi, hvor det bedre kan betale sig at eje end at arbejde. Som mange økonomer har vist, så er vi i Danmark, ligesom store dele af vesten, overgået til en økonomi, hvor afkastet på at eje er større end indtjeningen ved at arbejde. Derfor er der brug for en højere skat på aktieindkomster, en beskatning af de største arveindtægter og en skat på formue.

Hvis det reelt skal kunne betale sig at arbejde for alle, så handler det ikke om at sænke overførselsindkomsterne. Det handler om at beskatte arbejdsfrie indtægter, så det også kan betale sig at arbejde for de mest velhavende.

De laveste overførselsindkomster skal være højere

For det tredje bør man hæve de laveste overførselsindkomster. Regeringen har lagt op til en længe ventet revision af overførselsindkomsterne i 2022. Det er et oplagt opgør med kontanthjælpsloftet og de laveste ydelser i vores samfund. Mens stort set alle grupper i samfundet har oplevet pæne stigninger i deres indkomster siden 1994, så har dem på overførselsindkomst den samme disponible indkomst i dag som for 28 år siden.

Mennesker på overførselsindkomst har med andre ord været koblet helt af den vækst, som alle vi andre har haft glæde af.

Med selvforsørgelses- og hjemrejseydelserne for flygtninge og indvandrere samt kontanthjælpsloftet har man meget markant forringet vilkårene for de, der har mindst. For nogen har det måske endda været et mål i sig selv. Det skulle jo kunne betale sig at arbejde – i hvert fald for de fattigste. Sandheden er bare, at man med de lavere ydelser har skubbet folk længere væk fra et arbejde samtidig med, at det har øget uligheden markant. Det skal der rettes op på.

Ydelseskommissionen kom med deres anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem i maj, og selv om der er fine tanker i kommissionens rapport, så mangler forslagene den økonomiske indsprøjtning, som vil hæve de laveste ydelser. Regeringen bør sætte sig i spidsen for et forslag, som reelt styrker det sociale sikkerhedsnet og hæver overførselsindkomsterne.

Kilde: Sigurd Agersnap: Regeringen har lovet at mindske uligheden, men har i stedet øget den. Kronik i Dagbladet Information. 1. februar 2001

Uligheden på det amerikanske boligmarked udløste finanskrisen

Historien om banken Lehman Brothers, der ville tjene penge på at finansiere de fattige amerikaneres boligdrømme, endte med rive hundreder af andre banker med i faldet

Af Jakob Lindberg

Da den økonomiske vækst i USA tog fart i 90-erne faldt renteniveauet til ca 1%. Derved steg efterspørgslen på lån til køb af bolig.

Samtidig steg bygge-boomet i USA på et tidspunkt, hvor bankerne og realkreditinstitutterne havde svært ved at finde nye huskøbere. Dette skyldes, at uligheden var steget kraftigt, og millioner af familier var blevet hjemløse også selv om en af forældrene var i beskæftigelse. Mange boede i campingvogne, og mobile barakker.

Dette førte til indførelsen af de såkaldte ”subprime loans”, som kan oversættes til underlødige lån eller risikobehæftede lån . Disse lån gjorde det muligt for mindre bemidlede familier at købe et hus, som de egentlig ikke havde råd til. Den bank, der var mest aggressiv i markedsføringen var Lehman Brothers.

De underlødige lån havde fleksibel rente, således at renten var lav i starten, men steg senere i lånets løbetid. Dette førte til, at mange låntagere havde svært ved at betale deres ydelser. Denne tendens faldt sammen med en stigning i arbejdsløsheden. Uden et job var det næsten umuligt at omlægge lånene til lån med lavere ydelser.

Antallet af tvangsauktioner steg. Bankerne havde svært ved at sælge ejendommen og måtte indkassere massive tab. Antallet af nye lån faldt, hvilket fik den økonomiske vækst til at falde fordi forretningsfolk og forbrugere ikke havde adgang til kredit

USA’s regering forsøgte sig med redningsplaner, men disse kom for sent til at redde Lehman Brothers

I 2007 havde Lehman Brothers en egenkapital på 114 mia kroner. Den 15. september 2008 indgav banken konkursbegæring, da den stod med en gæld på anslået 3.100 mia kroner. Inden den endelige konkurs havde kursen på Lehman-aktien nærmet sig den absolutte bund. Det fik flere af  Europas største pensionsfonde til at kaste sig ind i en dristig spekulation. De opkøbte aktierne i den tro, at den amerikanske regeringen ville overtage banken. Spekulanterne troede, at en sådan overtagelse ville få aktierne til at stige og at de derefter kunne sælge aktierne med gevinst. Men USA’s regering overtog ikke Lehman Brothers og spekulanterne led store tab.

Efterhånden turde hverken de amerikanske eller europæiske banker låne hinanden penge, hvilket blandt andet trak Danske Bank ind i krisen. Banken blev reddet af den danske regering, som stillede milliardstore lån til rådighed for banken.

Så heldig var Roskilde Bank ikke. I flere år havde Roskilde Bank haft held til overtale deres kunder til at købe aktier i banken. Da konkursen indtrådte var aktierne værdiløse og tusinder af aktionærer tabte deres penge.

Konsekvenserne

Finanskriser af denne art har kun få vindere. Vinderne er de spekulanter, der i rent held eller god intuition, formår at købe og sælge aktier på det rette tidspunkt.

Taberne er mange:

  • Småsparerne, der bliver fristet til at sætte deres penge i aktier i banker som senere går konkurs.
  • Virksomheder, der taber hele deres friværdi, fordi deres aktier bliver værdiløse.
  • Skatteborgerne, som må punge ud, når staten skal redde de store banker.

Lejerne er også tabere i dette store spil. Ikke så meget fordi de taber penge på aktier, for dem har lejerne som regel ikke så mange af. Lejerne er først og fremmest tabere, på grund af de prisstigninger på fast ejendom, der udgør grundlaget for finanskriserne.

Næste finanskrise

I øjeblikket stiger priserne på parcelhuse og ejerlejligheder med en sådan hast, at mennesker med små eller mellemstore indkomster har meget svært ved at købe en bolig i hovedstadsområdet og i andre storbyer. Selv i de såkaldte udkantsområder, stiger priserne kraftigt.

Dette øger huslejerne, fordi der blive flere mennesker, der efterspørger de ledige private lejeboliger. På Sjælland uden for hovedstadsområdet er det f.eks. ikke ualmindeligt, at lejen for en nybygget lejlighed på 90 m2 ligger på 15.000 kr.

Hvis vi skal forebygge den næste finanskrise, må der gøres noget ved den økonomiske ulighed. For det er uligheden mellem de rige og de fattige, der er grundlaget for prisstigningerne på huse og ejelejligheder