Kategoriarkiv: Boligpolitik

Er omfordeling mulig

Det har altid været højrefløjens vigtigste argument, at omfordeling af indkomst og formuer skader samfundet. Men er det rigtigt.

Af Jakob Lindberg

Højrefløjen har altid været det politiske talerør for de rige, så synspunktet er ikke
overraskende. Det er heller ikke overraskende at højrefløjen har ført en stædig kamp mod den tendens, at en større og større del af den samlede indkomst i samfundet bliver opkrævet i skat og fordeles af stat og kommuner til finansiering af velfærdssamfundet.

Højrefløjens argument har været, både omfordeling og vækst i velfærdssamfundet er skadelig for den samlede størrelse af den samlede kage.

 Thomas Piketty

Den økonomiske historieforskning af blandt andre den franske økonom Thomas Pikkety viser noget andet. Se diagrammet her på siden, der viser hvordan indkomstfordelingen i Frankrig har udviklet sig i de sidste 200 år. Udviklingen i Danmark har været nogenlunde tilsvarende.

Tekstfelt: Diagrammet viser de tre gruppers andel af den samlede indkomst i Frankrig i perioden i faste priser Indkomst består af: * Kapitalindkomst (lejeintægter, dividender, rente og profit) * Arbejdsindkomst (lønindkomst og lign., pensioner og dagpenge)

1800-1900:

Fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til første verdenskrig i 1914 var uligheden ekstremt høj og skatterne lave. Overklassen (de rigeste 10% af befolkningen) havde en andel af den samlede indkomst, der var ca 4 gange så høj som i underklassen (de fattigste 50 %). Da der var 5 gange så mange mennersker i underklassen, svarer det til, at en person i overklassen i gennemsnit havde en indkomst, der var 20 gange så høj som indkomsten for en person i underklassen.

Sundhedssystemerne var underudviklede og ineffektive. Dødeligheden var høj og faldt kun langsomt.

1914-1980: Uligheden i indkomsterne blev reduceret markant. Overklassens andel af den samlede indkomst faldt fra ca 50 % til ca 33 %. Middelklassen andel (de 40% midterste i inkomstfordelingen) steg nogenlunde tilsvarende, mens underklassens andel steg fra ca. 15% til 20%  Dette skete samtidig med, at der i hele den vestlige verden blev indført progressiv beskatning, i takt med at underklassen og dens partier fik større og større indflydelse. I Sovjetunionen gik man endnu længere og konfiskerede i stort omfang privat ejendom. Alligevel var det i denne periode, at gennemsnitsindkomsterne steg kraftigst, dødeligheden faldt mest og flest mennesker lærte at læse og skrive. Det var også i denne periode, at samfundene begyndte at stimulere både den civile og militære forskning.

1980-2020:

Denne periode var karakteriseret ved afregulering. Formindskelsen af uligheden gik i stå. I Sovjet brød det kommunistiske system sammen på godt og ondt og fabrikkerne blev overtaget af de såkaldte oligarker, som dannede en ny og ekstremt rig overklasse. Den progressive beskatning blev reduceret. I mange af de vesteuropæiske velfærdsstater blev de kollektive goder formindsket ved privatisering.

Det bemærkelsesværdige er, at i perioden 1914-1980 hvor de største fremskridt skete samtidig var den periode, hvor den progressive indkomstskat blev forøget mest, og hvor skatterne steg mest. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde de samlede skatter, afgifter og bidrag under 10 % af nationalindkomsten i Europa og USA: Mellem 1914 og 1980 firedobledes disse indtægter i Europa og tredobledes i USA. I de fleste vesteuropæiske lande har skatteindtægterne udgjort mellem 40% og 50% af nationalindkomsten.

Dette modbeviser højrefløjens tese om, at omfordelingen er skadelig for den økonomiske vækst.

Thomas Piketty konkluderer

”Vi kan tilføje, at udviklingen af den stærkt progressive skat overhovedet ikke har været en hæmsko for innovation og øget produktivitet. I USA voksede nationalindkomsten med 1,8 % om året mellem  1870 og 1910, da der ikke var nogen indkomstskat, herefter med 2,1 % mellem 1910 og 1950, efter at den var blevet indført og endda med 2,2 % mellem 1950 og 1990. Topskatten blev herefter halveret med det erklærede formål at øge væksten. Den blev tværtimod halveret og lå på 1,1 % om året mellem 1990 og 2020.”

Han afslutter sin analyse således:

”Historisk er det kampen for lighed og uddannelse, der har muliggjort økonomisk udvikling og menneskelige fremskridt, og ikke helliggørelsen af ejendommen, stabiliteten og uligheden.”

 

 

 

 

 

 

Kilde Thomas Piketty: En kort historie om lighed. Informations forslag. København 2022. (Side 158-159)

Ulighed er en hæmsko for vækst

Politikere på højrefløjens siger ofte, at en vis ulighed er en forudsætning for at verdens lande kan fortsætte den økonomiske vækst. Denne teori, er blevet modbevist af blandt andet OECD’s økonomer.

Af Jakob Lindberg

Ifølge højrefløjen er ulighed en naturlig og gavnlig ting for samfundet fordi den tilskynder de rige til at investere deres penge i nye virksomheder. Derved skaber de rige arbejdspladser til de fattige. Det er denne teori OECD har skudt ned i en undersøgelse fra 2015 

Økonomisk vækst

Men først lidt om, hvad vækst er for noget. Vækst er mange ting, men i denne artikel vil jeg koncentrere mig om det, man kalder økonomisk vækst, hvorved jeg forstår, at den samlede indkomst eller produktion i et land stiger år for år.

På venstrefløjen møder man af og til det synspunkt, at den økonomiske vækst er for høj i Danmark. Høj økonomisk vækst hænger sammen med uønskede virkninger som f.eks. psykisk stress, ødelæggelse af familielivet og kriminalitet.

Højrefløjens svar på denne kritik er, at økonomisk vækst er nødvendig for, at vi år for år kan forøge velstanden og det materielle forbrug. Ifølge dette synspunkt, kan samfundet kun blive bedre, hvis der er økonomisk vækst – for jo større den økonomiske vækst er, jo flere goder er vi i stand til at købe og forbruge.

Væksten, klimaet og miljøet

Men højrefløjen og venstrefløjen er også uenige om sammenhængen mellem økonomisk vækst og hensynet til klimaet og miljøet. Venstrefløjens debattører kritiserer ofte regeringen for, at den opfatter økonomisk vækst udelukkende som noget positivt. De peger f.eks. på, at den økonomiske vækst i de sidste 200 år har været tæt forbundet med afbrænding af de fossile energikilder i undergrunden (kul, olie, naturgas).  Denne energiproduktion truer med at udløse klimakatastrofer, der kan true tilværelsen for milliarder af fattige mennesker, fordi den bevirker en alt for høj global opvarmning. Opvarmningen kan udløse klimakatastrofer, som f.eks. oversvømmelser, skovbrande og ørkendannelse.

Denne kendsgerning har højrefløjen efterhånden accepteret, men de hævder alligevel , at en fortsættelse af den økonomiske vækst er nødvendig for at vi kan producere de vindmøller, solceller og atomkraftværker, der er nødvendig for at forhindre klimakatastroferne.

Vi kan altså konstatere, at visse former for økonomisk vækst er positive, mens andre er negative. På visse punkter er højrefløjen og venstrefløjen enige: F.eks. mener begge fløje, at forbedring af uddannelsessystemet og sundhedssystemet er  positive former for økonomisk vækst, og at overdreven brug af flyrejser og bekæmpelse af kriminalitet er negative former for økonomisk vækst.

Økonomisk vækst og ulighed

I de sidste 20 år har økonomerne fået øjnene op for at økonomisk vækst og ulighed påvirker hinanden, men ikke på den måde, som højrefløjen tror.

I denne debat har OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) spillet en særlig rolle. OECD er en mellemstatslig økonomisk organisation med 38 medlemslande, der i 1961 blev grundlagt for at stimulere økonomisk udvikling og verdenshandel.

I 2015 udgav OECD’s økonomer en publikation, der satte fokus på dette. Efter at den økonomiske ulighed i gennem 200 år var blevet formindsket, begyndte uligheden i langt de fleste lande at stige igen fra 1980 og fremefter. Hvis højrefløjens teori om ulighedens positive invirkning på den økonomiske vækst var rigtig, så skulle man tro, at den økonomiske vækst ville blive forøget.

Man måler traditionelt den økonomiske vækst ved at udregne det såkaldte BNP (Bruttonationalproduktet)

Hovedresultatet af undersøgelsen var overraskende: Den stigende ulighed i OECD-lande i havde medført en mindre stigning i produktionen (BNP) i årene 1990-2010, sammenlignet med tidligere perioder. Det blev dokumenteret, at samfund, der har en meget ulige indkomstfordeling vil få meget svært ved at opnå en mere lige indkomstfordeling, og at dette vil få negative følger for den økonomiske vækst.

Uddannelse

I mange OECD-lande er der brugerbetaling på uddannelsesområdet. Dette er med til at svække den økonomiske vækst. Under disse vilkår får alt for få en tilstrækkelig god uddannelse. De manglende uddannelsesmæssige kvalifikationer er et betydeligt problem for de 40 % af indbyggerne, som ligger i den nedre del af indkomstfordelingen.

Sundhed og bolig

OECD kom med mange anbefalinger i rapporten. For eksempel anførte man hvor vigtigt det er, at de laveste 40 % i indkomstfordelingen fik mere lige adgang til sundhed og bolig.

En engelsk epidemolog Richard G. Wilkinson har påvist, at befolkningen i mere lige samfund har bedre helbred, f.eks. færre mentale problemer og vægtproblemer.

Der er også færre sociale problemer i form af øget kriminalitet, øget narkomisbrug, mentale problemer, vægtproblemer mv, dvs. alle de negative former for økonomisk vækst. Desuden er den generelle samhørighed mellem forskellige befolkningsgrupper bedre i lige samfund end i meget ulige samfund.

Kilder: In It Together: Why Less Inequality Benefits All, (2015) OECD Publishing, Paris.

Christen Sørensen: Hvorfor er større ulighed en vækstdræber? Kristeligt Dagblad 15. april 2017

Ligheden i samfundet stiger ikke – den falder

Når politikere og kommentatorer fra højrefløjen taler om ulighed, ynder de at male et rosenrødt billede af ligheden i samfundet.

 

Af Jakob Lindberg

De omtaler som regel Danmark som det mest lige land i verden, især når de skal forsøge at overbevise alle andre om, at topskatten skal sænkes. Denne forherligelse af ligheden er imidlertid et skønmaleri. Hvorfor?

Lad mig nævne tre modargumenter.

For det første er det ikke særligt opmuntrende, at Danmark er et af de rigeste lande i verden, når vi ved, hvor udbredt fattigdom og elendigheden er i f.eks. Afrika og store dele af Asien og Latinamerika.

For det andet skal man analysere den historiske udvikling seriøst. Det er korrekt, at uligheden både i Danmark og resten af verden er blevet mindre i de sidste 140 år, men skal vi virkeligt være tilfredse med det, når vi ved hvor fattige de danske arbejdere og småbønder var i slutningen af 1800-tallet?

For det tredje er højrefløjens forherligelse af ligheden hyklerisk, når vi ved, at højrefløjen i dansk politik som regel har modarbejdet de politiske tiltag, der har forøget ligheden, f.eks. indførelse af progressiv beskatning og udviklingen af velfærdsstaten. Det er også lykkedes højrefløjen at få gennemført mange lovændringer, der har medført forøget ulighed, f.eks. afskaffelse af formueskatten.

Forskning giver håb

Heldigvis bliver det sværere for højrefløjen at spille den falske melodi. Det skyldes først og fremmest de store fremskridt, der er sket inden for den økonomiske historieforskning i de sidste tyve år. Hovedpersonen i denne forskning har været franskmanden Thomas Piketty. Han har ikke været alene om det. Hans resultater bygger på hundreder af forskningsartikler af økonomer fra hele verden. Økonomerne har indsamlet statistiske data fra langt flere lande end før. Samtidig har fremskridtene på digitalisering gjort det muligt, at lave analyser for meget længere tidsperioder og fra flere lande. Disse resultater bliver nu samlet i World Inequality Database, som er en verdensomspændende database over den globale ulighed.

 Christen Sørensen

Herhjemme lyder der også nye toner fra økonomerne, selvom mange af dem stadig deltager højrefløjens skønmaleri. En markant stemme er den tidligere overvismand, Christen Sørensen, som den 2. maj i år skrev en skelsættende kronik i Politiken.

Christen Sørensen peger på, at uligheden i de seneste 30-40 år kun har fulgt ét spor, nemlig opad. På den baggrund kritiserer han den danske diskussion om ulighed for at være absurd. Mange politikere fra den rød blok har været fortalere for indgreb, der skal skabe større lighed. Men disse forslag har kun haft beskeden effekt og nogle af dem har direkte medvirket til at øge uligheden.

Derimod har de danske politikere stort set været tavse, når det drejer sig om indgreb, der virkelig kunne skabe større lighed. Christen Sørensen forelår følgende:

  • en progressiv skala for ejendomsværdiskat kombineret med et stort bundfradrag
  • mere progressive skalaer for indkomstskat og formueskat,
  • indførelse af en progressiv arveafgift

Hvad er progressive skatter?

Før jeg går videre med Christen Sørensens forslag, vil jeg forklare hvad man forstår ved progressive  skatter i modsætning til flade skatter og degressive skatter.

En skat er progressiv, hvis skatten for en rig person er højere end for en fattig person. I Danmark har vi f.eks. progressiv indkomstskat. Hvis en person, der tjener 200.000 kr om året betaler 60.000 kr (= 30 %) i skat, mens en person der tjener 300.000 kr om året betaler 108.000 kr (= 36%), så er indkomstskatten progressiv.

En skat eller en afgift er flad, hvis alle betaler det samme uanset, hvor stor vedkommendes indkomst er. Et eksempel er afgiften for skorstensfejning, som betales med det samme beløb for rig og fattige ejere af skorstene.

Degressive skatter og afgifter findes ikke i Danmark. Det ville betyde at en fattig person betalte mere end en rig person for den samme offentlige ydelse, selvom de to personer boede i samme kommune.

Men selv om der ikke findes degressive skatter og afgifter, er der mange afgifter, som vender den tunge ende nedad. Dermed menes, at den fattige betaler en større del af sin indkomst i afgift eller brugerbetaling end den rige.

Et eksempel er benzinafgifter. Eksempel: En fattig person, der tjener 200.000 kr. og en rig person med 400.000 kr.  har lige langt til arbejde. De betaler begge 10.000 kr. om året i benzinafgift. Den fattige betaler 5 % af sin indkomst i benzinafgift, mens den rige kun betaler 2,5 %. Da benzinafgiften er procentvis højere for den fattige end for den rige, siger man at afgiften ”vender den tunge ende nedad”. Den slags afgifter er med til at øge uligheden.

Progressiv ejendomsbeskatning

Christen Sørensen foreslår, at der indføres en progressiv ejendomsskat efter følgende skala:

Skala Eksempel: Ejendomsværdi Skat pr år i kroner
0 – 1 mio kr: 0 % 500.000 0
1 – 2 mio kr: 1 % 1.500.000 15.000
2 – 5 mio kr: 3 % 3.500.000 105.000
5 – 10 mio kr: 4 % 7.500.000 300.000
10 mio og mere: 6 % 10.000.000 600.000

En rig person, der har en bolig til 10 mio kr,  kommer til at betale 40 gange så meget i ejendomsværdiskat som en person med en ejerbolig, der kun er 1,5 mio kr værd. Dette ville styrke progressionen markant til fordel for lejerne og for de fattigste boligejere. En vigtig del af forslaget er bundfradraget på 1 mio kroner, så man undgår at ramme socialt skævt.

Virkninger

For at undgå at sætte folk på gaden skriver Christen Sørensen således:

”…at den nye skala først skal træde i kraft ved ejerskifte efter den længstlevende. Dette vil betyde at de årlige boligudgifter ikke ville stige, men at det kun var salgspriserne, der ville falde, og dermed også de store skattefrie gevinster, som mange – herunder jeg – har fået foræret”

De merindtægter, der vil komme, når forslaget er fuldt indfaset, kan f.eks. gå til at nedsætte indkomstskatten. De kan også bruges til at finansiere den grønne omstilling eller til at forbedre velfærdsydelserne.

Kilde: Kronik i Politiken 2. maj 2022

Røde partier: Regeringen svigter løftet om at reducere uligheden

Man kan tjene flere penge på at eje en bolig end på at arbejde. Det skal ændres

 

Af Jakob Lindberg

Sigurd Agersnap, der er viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og medlem af SF’s landsledelse har i en kronik i Information foreslået tre initiativer, hvormed regeringen kan indfri løftet om at reducere uligheden i samfundet

Jeg bringer hans forslag som direkte citat:

 

Boligmarkedet skal beskattes bedre
For det første bør man beskatte boliger mere og bedre. Pandemien har de seneste to år medført absurde boligprisstigninger. En bolig i København steg med mere end 16 procent i værdi sidste år, og ejede du 140 kvadratmeter i København, så tjente du forrige år 63.000 kroner om måneden. De heldigste boligejere i hovedstadsområdet tjente mere end 5.000 kroner om dagen – altså mere end de fleste tjener på at arbejde.

Huspriserne i de dyreste kommuner er nu ti gange højere end i de billigste kommuner. I 1990 var de kun 2,6 gange højere i de dyreste kommuner.

Udviklingen på boligmarkedet er absurd. Det står så skævt til, at uligheden i det danske samfund kun kan reduceres, hvis man først tøjler boligmarkedet.

Der skal sættes en stopper for boligprisernes himmelflugt i københavnsområdet med strengere krav til gældsætningen, sådan som Finanstilsynet er begyndt på. Man bør afskaffe rentefradraget, som er en skatterabat til dem med de største lån, og som medvirker til at puste boligpriserne op. Man bør genåbne boligskattereformen fra 2017, og man bør lægge en skat på avancen ved boligsalg oven i den løbende boligbeskatning. Det vil øge den samlede beskatning på bolig og mindske boligprisstigningerne, uden at man risikerer at presse dem med de laveste indtægter fra hus og hjem.

Dertil må boligskatteaftalen ikke udsættes længere. Så sent som i 2020 besluttede Social- demokratiet og højrefløjen en yderligere skattelettelse til boligejerne på milliarder, og at et nyt ejendomsvurderingssystem først indfases i 2024. Aftalen bør rulles tilbage hurtigst muligt, og man bør i stedet sikre en hurtigere indfasning af det nye ejendomsvurderingssystem.

Det skal kunne betale sig at arbejde – også frem for at eje

For det andet bør man beskatte arbejdsfrie indtægter såsom arv og aktier højere. Finansministeriet peger i ulighedsredegørelsen på kapitalindkomster fra aktier og boliger som det største bidrag til den stigende ulighed. Bare det seneste år er aktierne i det danske C25-index steget med uhørte 16 procent.

Man hører ofte, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi har opbygget en økonomi, hvor det bedre kan betale sig at eje end at arbejde. Som mange økonomer har vist, så er vi i Danmark, ligesom store dele af vesten, overgået til en økonomi, hvor afkastet på at eje er større end indtjeningen ved at arbejde. Derfor er der brug for en højere skat på aktieindkomster, en beskatning af de største arveindtægter og en skat på formue.

Hvis det reelt skal kunne betale sig at arbejde for alle, så handler det ikke om at sænke overførselsindkomsterne. Det handler om at beskatte arbejdsfrie indtægter, så det også kan betale sig at arbejde for de mest velhavende.

De laveste overførselsindkomster skal være højere

For det tredje bør man hæve de laveste overførselsindkomster. Regeringen har lagt op til en længe ventet revision af overførselsindkomsterne i 2022. Det er et oplagt opgør med kontanthjælpsloftet og de laveste ydelser i vores samfund. Mens stort set alle grupper i samfundet har oplevet pæne stigninger i deres indkomster siden 1994, så har dem på overførselsindkomst den samme disponible indkomst i dag som for 28 år siden.

Mennesker på overførselsindkomst har med andre ord været koblet helt af den vækst, som alle vi andre har haft glæde af.

Med selvforsørgelses- og hjemrejseydelserne for flygtninge og indvandrere samt kontanthjælpsloftet har man meget markant forringet vilkårene for de, der har mindst. For nogen har det måske endda været et mål i sig selv. Det skulle jo kunne betale sig at arbejde – i hvert fald for de fattigste. Sandheden er bare, at man med de lavere ydelser har skubbet folk længere væk fra et arbejde samtidig med, at det har øget uligheden markant. Det skal der rettes op på.

Ydelseskommissionen kom med deres anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem i maj, og selv om der er fine tanker i kommissionens rapport, så mangler forslagene den økonomiske indsprøjtning, som vil hæve de laveste ydelser. Regeringen bør sætte sig i spidsen for et forslag, som reelt styrker det sociale sikkerhedsnet og hæver overførselsindkomsterne.

Kilde: Sigurd Agersnap: Regeringen har lovet at mindske uligheden, men har i stedet øget den. Kronik i Dagbladet Information. 1. februar 2001

Uligheden på det amerikanske boligmarked udløste finanskrisen

Historien om banken Lehman Brothers, der ville tjene penge på at finansiere de fattige amerikaneres boligdrømme, endte med rive hundreder af andre banker med i faldet

Af Jakob Lindberg

Da den økonomiske vækst i USA tog fart i 90-erne faldt renteniveauet til ca 1%. Derved steg efterspørgslen på lån til køb af bolig.

Samtidig steg bygge-boomet i USA på et tidspunkt, hvor bankerne og realkreditinstitutterne havde svært ved at finde nye huskøbere. Dette skyldes, at uligheden var steget kraftigt, og millioner af familier var blevet hjemløse også selv om en af forældrene var i beskæftigelse. Mange boede i campingvogne, og mobile barakker.

Dette førte til indførelsen af de såkaldte ”subprime loans”, som kan oversættes til underlødige lån eller risikobehæftede lån . Disse lån gjorde det muligt for mindre bemidlede familier at købe et hus, som de egentlig ikke havde råd til. Den bank, der var mest aggressiv i markedsføringen var Lehman Brothers.

De underlødige lån havde fleksibel rente, således at renten var lav i starten, men steg senere i lånets løbetid. Dette førte til, at mange låntagere havde svært ved at betale deres ydelser. Denne tendens faldt sammen med en stigning i arbejdsløsheden. Uden et job var det næsten umuligt at omlægge lånene til lån med lavere ydelser.

Antallet af tvangsauktioner steg. Bankerne havde svært ved at sælge ejendommen og måtte indkassere massive tab. Antallet af nye lån faldt, hvilket fik den økonomiske vækst til at falde fordi forretningsfolk og forbrugere ikke havde adgang til kredit

USA’s regering forsøgte sig med redningsplaner, men disse kom for sent til at redde Lehman Brothers

I 2007 havde Lehman Brothers en egenkapital på 114 mia kroner. Den 15. september 2008 indgav banken konkursbegæring, da den stod med en gæld på anslået 3.100 mia kroner. Inden den endelige konkurs havde kursen på Lehman-aktien nærmet sig den absolutte bund. Det fik flere af  Europas største pensionsfonde til at kaste sig ind i en dristig spekulation. De opkøbte aktierne i den tro, at den amerikanske regeringen ville overtage banken. Spekulanterne troede, at en sådan overtagelse ville få aktierne til at stige og at de derefter kunne sælge aktierne med gevinst. Men USA’s regering overtog ikke Lehman Brothers og spekulanterne led store tab.

Efterhånden turde hverken de amerikanske eller europæiske banker låne hinanden penge, hvilket blandt andet trak Danske Bank ind i krisen. Banken blev reddet af den danske regering, som stillede milliardstore lån til rådighed for banken.

Så heldig var Roskilde Bank ikke. I flere år havde Roskilde Bank haft held til overtale deres kunder til at købe aktier i banken. Da konkursen indtrådte var aktierne værdiløse og tusinder af aktionærer tabte deres penge.

Konsekvenserne

Finanskriser af denne art har kun få vindere. Vinderne er de spekulanter, der i rent held eller god intuition, formår at købe og sælge aktier på det rette tidspunkt.

Taberne er mange:

  • Småsparerne, der bliver fristet til at sætte deres penge i aktier i banker som senere går konkurs.
  • Virksomheder, der taber hele deres friværdi, fordi deres aktier bliver værdiløse.
  • Skatteborgerne, som må punge ud, når staten skal redde de store banker.

Lejerne er også tabere i dette store spil. Ikke så meget fordi de taber penge på aktier, for dem har lejerne som regel ikke så mange af. Lejerne er først og fremmest tabere, på grund af de prisstigninger på fast ejendom, der udgør grundlaget for finanskriserne.

Næste finanskrise

I øjeblikket stiger priserne på parcelhuse og ejerlejligheder med en sådan hast, at mennesker med små eller mellemstore indkomster har meget svært ved at købe en bolig i hovedstadsområdet og i andre storbyer. Selv i de såkaldte udkantsområder, stiger priserne kraftigt.

Dette øger huslejerne, fordi der blive flere mennesker, der efterspørger de ledige private lejeboliger. På Sjælland uden for hovedstadsområdet er det f.eks. ikke ualmindeligt, at lejen for en nybygget lejlighed på 90 m2 ligger på 15.000 kr.

Hvis vi skal forebygge den næste finanskrise, må der gøres noget ved den økonomiske ulighed. For det er uligheden mellem de rige og de fattige, der er grundlaget for prisstigningerne på huse og ejelejligheder

Boligerne og uligheden

Vi har vidst det i mange år: at boligsektoren er syg – præget som den er af en kræftagtig vækst. Alligevel er det først nu, at sygdommen er ved at blive alment anerkendt

 

Af Jakob Lindberg

Da muren faldt i Berlin, begyndte vi at tro på, at den store harmoni var indtruffet. En amerikansk fremtidsforsker hævdede, at historien var stoppet op. Kapitalismen havde vundet, og nu var der kun tilbage at finpudse samfundene, indtil den endelige harmoni ville indfinde sig og lulle os alle i søvn.

Sådan gik det ikke. Endnu engang kunne vi mennesker ikke dy os. Vi kastede al forsigtighed overbord i de første år af 2000-tallet og meldte os som deltagere i historiens største pyramidespil som kulminerede i 2008 med den globale finanskrise. Læs mere i artiklen, Uligheden på det amerikanske boligmarked udløste finanskrisen

Uligheden mellem rig og fattig i de udviklede lande hænger nøje sammen med udviklingen i priserne på fast ejendom, som kun er gået i en retning: Op. Ganske vist var der et kortvarigt fald i forbindelse med finanskrisen. Nogle  boligkøbere led tab, fordi de var nødt til at sælge på et uheldigt tidspunkt, men i de sidste 10 år har prisstigningerne taget fart igen.

Den nuværende regering har forpligtet sig til at reducere ligheden, men indtil videre er der ikke sket noget. Læs mere i artiklen: De røde partier: Regeringen svigter løftet om at reducere uligheden

Vi kan kun skabe større lighed i samfundet ved at tage fra de rigeste og give til de fattigste. Læs mere i artiklen, Ligheden i samfundet stiger ikke – den falder. I denne artikel omtaler jeg den tidligere overvismand, Christen Sørensens forslag om en skærpelse af ejendomsværdibeskatningen.

Uigennemsigtige regler for overskud i almene boligafdelinger

Danmarks Lejerforeningers fokus på de utilsigtede overskud i almene afdelinger førte til at formanden for Folketingets boligudvalg, Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten stillede spørgsmål til daværende boligminister, Kaare Dybvad Bek

 

 

Soren Egge Rasmussen. Foto Steen Brogaard

Af Jakob Lindberg

 

Spørgsmålet lød således:

Vil ministeren kommentere artiklen ”Store overskud bliver skjult for lejerne” bragt på Danmarks Lejerforeningers hjemmeside den 1. december 2020?

 

 

Boligministerens svar:

Jeg har indhentet svarbidrag fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der oplyser følgende:

”I 2009 blev der indført en ændring af reglerne for, hvordan overskud i almene afdelinger skal håndteres. Det er denne regelændring, som omtales i artiklen ”Store overskud bliver skjult for lejerne”.

Kaare Dybvad. Foto: Steen Brogaard

Ændringen skete på grundlag af en analyse af overskud i den almene boligsektor, der blev udsendt i 2005. Analysen pegede således på, at der var for mange afdelinger, der havde et større overskud på afdelingsregnskabet, og gav anledning til et ønske om at stramme op på mulighederne for at udnytte overskuddet.

Ændringerne af reglerne betyder, at en afdeling ikke kan anvende et overskud til ekstraordinære henlæggelser eller overføre det til boligorganistationens dispositionsfond. Overskuddet kan alene anvendes til at afvikle underfinansiering eller det kan overføres til en resultatkonto (kt. 407), hvorfra overskuddet over maksimalt tre år afvikles til lavere huslejer eller til at dække tidligere års underskud. Der henvises til bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v., § 69, stk. 3, og § 77, stk. 1-2. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 49.

Det fremgår af artiklen fra Danmarks Lejerforening, at resultaterne af overskudsanalysen blev, at man ”ændrede reglerne således, at overskuddene blev mere synlige ved at de skal fremgå af resultatkontoen (konto 407).” Det fremgår desuden, at man ”bevarede en kattelem”, således at administratorer fortsat kunne ”gemme store overskud væk”.

Det skal hertil bemærkes, at regnskabet både før og efter den nævnte omlægning giver et fuldt overblik over det samlede overskud og dets anvendelse.

Artiklens fiktive eksempel

Artiklen omtaler et fiktivt eksempel på, hvordan overskuddet (konto 140) kan anvendes på en ikke-hensigtsmæssig måde. En afdeling vil opføre en ny legeplads, og administratoren beslutter, at overskuddet fra seneste regnskabsår overføres til afvikling af underfinansiering (konto 140.1). Dette gøres i form af ekstraordinære afdrag på et internt lån (afdelingen har finansieret legepladsen med lån af egne midler). Derved overføres overskuddet ikke til resultatkontoen (konto 140.2), hvor det kunne have været anvendt til at sænke huslejen de kommende år.

Afdelingen finansierer således i eksemplet en stor del af legepladsen gennem overskud i stedet for gennem budgetterede afdrag. Derved betaler de nuværende lejere en uforholdsmæssig stor del af legepladsen i forhold til de fremtidige lejere.

Til det nævnte fiktive eksempel kan bemærkes, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i 2018 lavede en intern undersøgelse af overskudsdannelsen i den almene boligsektor. Herfra gengives tabel 1, som viser, hvordan overskuddet var fordelt på konto 140.1 og 140.2 i perioden 2012-2017. Den tidligere omtalte regelændring af behandling af overskud slog først fuldt igennem i regnskaberne fra 2012, hvorfor perioden starter i dette år.

Det ses, at over 80 pct. af de årlige overskud, der fremgår af afdelingsregnskabernes konto 140, overføres direkte til resultatkontoen, hvor det blandt andet anvendes til at sænke huslejen de efterfølgende 1-3 år. Den resterende del går til afvikling af underfinansiering i afdelingen. Andelen har været stabil siden 2014.

 

Styrelsen har ikke undersøgt om afdelinger, der benytter overskuddet til afvikling af underfinansiering, også har underfinansierede projekter. Det bemærkes dog, at regnskaberne godkendes af en revisor, jf. § 98 i driftsbekendtgørelsen.

Med venlig hilsen, Kaare Dybvad Bek

Kommentar

Underfinansiering af forbedringsarbejder burde ikke findes. Det er administratorernes opgave, at påse, at et afdelingsmøde godkender en den lejeforhøjelse der dækker tilbagebetalingen af lånene af egne midler, når der træffes  beslutninger om forbedringer. Den eneste form for underfinansiering, der i så tilfælde kan forekomme, sker når forbedringen bliver dyrere end man regnede med, da afdelingsmødet godkendte projektet.

Desværre er bogføringsreglerne ikke så detaljerede, at man som lejer kan kontrollere, at tilbagebetalingen af lånene fra henlæggelser følger afdelingsmødets beslutninger

En forenkling af lejeloven – historien bag loven

I 2006 blev lejer- og udlejerorganisationerne indbudt af den daværende boligminister til forligsforhandlinger med det mål at blive enige om en sammenskrivning af boligreguleringsloven og lejeloven.

 

Af Jakob Lindberg

Siden 2. verdenskrig har Danmark haft to lejelove. Boligreguleringsloven, som efter 1973 var baseret på omkostningsbestemt lejefastsættelse og lejeloven som var baseret på at lejer og udlejer frit kunne aftale lejens størrelse ved lejemålets indgåelse.

Dette dobbelte system gjorde det ikke ligefrem nemt at være lejer og udlejer – undtagen for de store udlejere, der kunne drage fordel af den frie aftaleret i lejeloven. Lejerne kunne tilsvarende drage fordel af de snørklede regler i boligreguleringsloven, hvis de vel at mærke kendte deres rettigheder eller havde en dygtig lejerforening at støtte sig til.

Man kan ikke sige, at systemet fungerede godt. Intet samfund kan være tjent med, at lovene er så indviklede, at man skal være ekspert for at forstå dem – og derfor var der god mening i, at forenkle lovgivningen, således at man i det mindste kun skulle slå op i en lov i stedet for to.

Forligsforhandlinger

I begyndelsen af 2000-tallet startede forhandlingerne mellem på den ene side Ejendomsforeningen Danmark og Danske Udlejere og på den anden side Lejernes LO, Danmarks Lejerforeninger og Bosam. Boligministeriet skulle fungere som sekretariat.

Arbejdet gik trægt, for begge sider var naturligt nok optaget af, at deres egne interesser blev tilgodeset. Man blev derfor enige om, at slutresultatet skulle blive neutralt. Det måtte ikke forrykke balancen mellem lejere og udlejere. Målet var, at nå til en principiel enighed, som derpå kunne omformes til et lovforslag.

Forhandlingerne var vanskelige, og efter et stykke tid mistede Boligministeriet interessen for at være fødselshjælper. Det blev ikke bedre af, at ministeriet ofte skiftede sekretærer ud. Den ene uerfarne jurist afløste den anden, og de fleste af dem havde meget lidt forstand på boligjura.

Til sidst meldte ministeriet sig helt ud af processen.

Forhandlingerne fortsatte

Men lejer og udlejerorganisationerne blev enige om at fortsætte forhandlingerne. Også på udlejersiden blev forhandlerne skiftet ud ind i mellem. Den mest gennemgående person i forhandlingerne var nu afdøde Henrik Stougaard fra Danmarks Lejerforeninger. Han blev sekretær for forhandlergruppen. Hans force var hans stædighed, hans faglige overblik og hans store troværdighed. Selv udlejersidens forhandlere anerkendte hans indsats.

Resultatet af forhandlingerne blev døbt Enighedslisten – ikke at forveksle med partiet Enhedslisten. Enighedslisten var et imponerende arbejde –  en liste på 51 punkter, som blev accepteret af både udlejerne og lejerne. Den lagde grunden til den mest gennemgribende forenkling af lejelovgivningen siden 2. verdenskrig. Og det er dette forlig, der ligger til grund for det forslag til lejelov, som nu er tæt på at blive vedtaget i folketinget. Organisationerne forhandlede gennem 8 år og først i 2014 kunne der sættes punktum i forliget.

Forkastede resultatet

Så skulle man tro, at den ged var barberet. I 2011 var Socialdemokraterne, Radikale og SF kommet til magten og hvad skulle være mere oplagt end at gennemføre et forlig, der rakte hen over midten. Men sådan skulle det ikke gå. Den nye boligminister hed Carsten Hansen og han havde som uerfaren minister ikke tilstrækkelig pondus til at få embedsmændene til at makke ret.

Af uransagelige grunde var Boligministeriets embedsmænd kritiske over for Enighedslisten, måske fordi de havde følt sig overflødiggjort af organisationerne. I stedet lavede Carsten Hansen et forslag til forskellige punktvise ændringer til både boligreguleringsloven og lejeloven. Den blev vedtaget i 2015.

Derved gik Danmark glip af den samlede lejelov, som organisationerne havde lagt op til med Enighedslisten.  Den  var  et grydeklart udkast til en væsentlig reform  for  den  private  udlejningsektor,  som  det havde  taget  organisationerne 8 år at forhandle sig frem til.  Først  da  boligminister Carsten Hansen og hans embedsmænd havde skudt den i sænk,  sprængte  Lejernes  LO enigheden og  støttede  Carsten  Hansens lejelovsændring.

Forliget

I Danmarks Lejerforeninger kritiserede vi både forløbet og resultatet, blandt andet fordi man indførte pristalsregulering af huslejerne. Men forliget om Carsten Hansens lejelovsændring førte én vigtig ting med sig:

Der blev i forbindelse med 2014 loven indgået et forlig mellem et stort flertal af folketingets partier (Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Enhedslisten). I dette forlig forpligtede regeringen sig til at lave en sammenskrivning af lejeloven, som skulle gennemføres senere.

Et centralt element i forliget var følgende:

”Forligsparterne .. er på den baggrund enige om at gennemføre en samlet forenkling og modernisering af lejelovgivningen. Det er i denne sammenhæng et vigtigt hensyn, at den retlige og økonomiske balance mellem udlejere og lejere ikke forrykkes”

Det var præcis det samme hensyn, som havde gjort det muligt for lejer- og udlejerorganisationerne at blive enige om Enighedslisten.

 Ny regering

Regeringsmagten skiftede i 2015. Løkke-regeringen havde ingen interesse i forenkling af lejeloven. Inger Støjberg blev en overgang både boligminister og integrationsminister og så begyndte den forurening af boligpolitikken med udlændingepolitikken, som i 2018 kulminerede med vedtagelsen af parallelsamfundsloven (ghettoloven)

I 2019 genvandt Socialdemokraterne regeringsmagten og Kaare Dybvad Bek blev boligminister. Han levede op til løftet om, at sammenskrive lejeloven og boligreguleringsloven, og det er den sammenskrivning, der nu er vedtaget.

Forskellige former for forskelsbehandling

Begreber som oprindelse, race og etnisk tilhørsforhold er uklare. Dommerne kommer på en svær opgave, når de skal finde ud af om beboerne i et Parallelsamfundsområde bliver udsat for forskelsbehandling.

 

Af Jakob Lindberg

Danmark er forpligtet til at overholde et EU-direktiv fra 2000 om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Dette direktiv er implementeret i dansk ret ved Lov om etnisk ligebehandling. Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed. Den gælder også for adgang til og levering af varer..der er tilgængelige for offentligheden, herunder boliger.

Efter § 3 i denne lov, er det ulovligt at udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommende eller tredjemands race eller etniske oprindelse. I § 3, stk 2 står, at ”Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere end en anden person er blevet behandlet i en tilsvarende situation” Det er ikke muligt, at retfærdiggøre direkte forskelsbehandling, og det er derfor også uden betydning, om der foreligger en ellers saglig grund til forskelsbehandlingen.

Bjarne Overmark påviser i processkriftet, at Boligministeriets godkendelse af Udviklingsplanen netop udgør en direkte forskelsbehandling som er i strid med § 3, stk. 2, som er citeret ovenfor

Efter almenboligloven har almene boligorganisationer til opgave at stille passende boliger til rådighed for alle med behov herfor til rimelig husleje. En lejer i Bispehaven, der stammer fra et ikke-vestligt land, og som bliver opsagt på grund af, at lejligheden skal sælges eller nedrives, bliver udsat for direkte diskrimination. Det sker fordi vedkommende som følge af Udviklingsplanen bliver behandlet ringere end beboere i andre almenboligområder, der ikke er klassificeret som en ”hård ghetto”.

Indirekte diskrimination

Tilhængere af parallelsamfundloven har hævdet, at der ikke foreligger diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse. De henviser til at det afgørende kriterium ” ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” ikke har noget med race eller etnisk oprindelse at gøre. Kriteriet er efter deres opfattelse udelukkende geografisk. Der må godt bo 51% sorte mennesker i et boligområde. Det bliver området ikke et parallelsamfund af, hvis blot de pågældende er født i f.eks. USA eller England. Men sådan er virkeligheden ikke.

Langt de fleste indvandrere fra vestlige lande er hvide, hvorimod de fleste indvandrere fra de ikke vestlige lande er sorte, gule eller brune.

 


Fællesspisning i Bispehaven

I Bispehaven udgør personer med ikke-vestlig baggrund 67,2 % af alle beboere. Tal fra 2019 viser, at over halvdelen af alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark har en etnisk oprindelse fra Tyrkiet, Syrien, Irak, Pakistan, Bosnien Herzegovina, Afganisan og Vietnam. Derved vil sorte, gule og brune medborgere blive stillet ringere. Udviklingsplanen indebærer derfor forskelsbehandling i Ligebehandlingslovens forstand.

Bjarne Overmark peger på følgende:

Efter bemærkningerne til lov om etnisk forskelsbehandling er det ikke et krav, at kriteriet alene berører personer af en enkelt bestemt etnisk oprindelse. Et kriterium, der i praksis stiller personer, som har forskellig etnisk oprindelse, ringere end andre personer, kan også indebære en overtrædelse af forbuddet mod indirekte forskelsbehandling

Et sagligt formål

Bjarne Overmark skriver at forskelsbehandling i visse tilfælde kan være lovlig. For eksempel kan det være lovligt at registrere oprindelseslandet for forskellig grupper af indvandrere og efterkommere, for eksempel hvis myndighederne ønsker at forhindre forskelsbehandling. Men det er ikke legitimt at anvende en sådan registrering i lovgivningen.

Efter EU-domstolens praksis skal et et indgreb være ”objektivt begrundet i et sagligt formål”. Et sagligt formål er noget der er nødvendigt, f.eks. af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige eller velfærdsmæssige årsager

Af bemærkningerne til Parallelsamfundsloven fr 2018 fremgår det, at formålet med en udviklingsplan er at gøre området til en såkaldt ”attraktiv bydel”  ved at ændre beboersammensætningen, således at der kommer færre beboere med ikke-vestlig baggrund. Men at gøre en bydel ”attraktiv” er nærmest noget kosmetisk. Det er ikke nødvendigt og derfor er der ikke tale om et sagligt formål.

Boligministerens formål


Kaare Dybvad. Foto: Steen Brogaard

Kaare Dybvad Bek har i forsvaret for Parallelsafundloven ofte brugt følgende argument: et overordnet formål med Parallelsamfundsloven er, at sikre en blanding af befolkningsgrupperne, således at børn og unge af anden etniske herkomst end dansk, i deres hverdag kommer til at møde etniske danskere.

Dette integrations-formål er sympatisk. Spørgsmålet er om det er nok til overbevise dommerne om følgende:  Er hensynet til den fremtidige integration tilstrækkeligt sagligt og nødvendigt til at begrunde det voldsomme indgreb det vil være at tvangsflytte tusinder af beboere.

En tredje form for forskelsbehandling

I denne sag er spørgsmålet om forskelsbehandlig på grund af race og etnisk herkomst det centrale.

Men der findes også en anden form for forskelsbehandling som er væsentlig i diskussionen om Parallelsamfundsloven. Det er forskelsbehandlingen mellem lejere i forskellige typer af boliger.

Hvis du bor i en almenboligafdeling, der står på listen over ”hårde ghettoer” kan du risikere at blive tvunget til at flytte, uanset om du er af dansk eller udenlandsk herkomst. Hvis din boligblok skal rives ned, bliver du – som kommunefarvet dansker – ramt ligesåvel som din nabo, der kommer fra et mellemøstligt land.

Til gengæld bliver du og din nabo forskelsbehandlet i forhold til lejerne i andre almene boligafdelinger, som ikke er på ghetto-listen. I mister jeres bolig og jeres lokale netværk. I får ekstraudgifter til flytning og måske til højere husleje.

Folketingets flertal har erklæret krig mod ghettoerne. Beboerne er de uskyldige ofre uanset deres hudfarve.

Sagens gang

Sagen er først lige anlagt. I en anden sag om samme emne fra Mjølnerparken i København har Boligministeriet krævet sagerne afvist, hvilket formentlig også vil ske i denne sag. Derfor vil der sandsynligvi gå flere år, før der falder dom om det vigtigtste spørgsmål: Har folketinget brudt Grundloven, Ligebehandlingsloven og de internationale konventioner?

Kilder:

Bjarne Overmark: Processkrift i sagen mellem lejerne i Bispehaven og Østjysk Boligselskab

 

 

 

En glidebane af diskrimination

Danmark har siden vedtagelsen af parallelsamfundsloven i 2018 bevæget sig ud på folkeretlig glidebane, der truer vores internationale anseelse.

 

Af Bodil Kjærum


Bodil Kjærum

Dette er blevet bemærket. F.eks. har FN-komiteen, CERD (Komiteen for Eliminering af Racemæssig Diskrimination) i flere år haft Danmark under observation. I en rapport udsendt den 3. december 2021, sætter komiteen blandt andet fokus på de diskriminerende aspekter af lovgivningen om parallelsamfund. I rapporten vier komiteen en særskilt afsnit til at kommentere brugen af ”vestlige” contra ”ikke-vestlige lande” i loven. Det er blevet bemærket at ”ghetto-pakken” tilføjer et diskriminerende og racemæssigt kriterium til de sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige kriterier i lovgivningen. Det sker ved at pålægge udsatte boligområder særligt restriktive regler, hvis der i et område er mere end 50% beboere af ikke-vestlig oprindelse. Dette kan føre til marginalisering og diskriminering af personer, der bliver klassificeret som ikke-vestlige.Opfordringen fra FN-komiteen er ikke til at misforstå:

”Afstå fra at bruge procentdelen af ​​immigranter og deres efterkommere fra “ikke-vestlige” lande i et bestemt område som grundlag for at anvende strengere love og foranstaltninger (end i andre boligområder. Min parantes)”

Som det fremgår af andre artikler i dette blad er regeringen blevet sagsøgt for ulovlig diskrimination. Danmarks Lejerforeninger opfordrer til at regeringen og Folketinget følger FN-komiteens anbefalinger.

Etnisk, racemæssig og religiøs diskrimination er ikke kun noget, der hører 2. verdenskrig til. Så sent som i 90-erne startede en krig i Eks-Jugoslavien på baggrund af etniske konflikter. I Rwanda førte etniske modsætningsforhold til et regulært folkemord. Danmark kan ikke sammenlignes hverken med Jugoslavien eller Rwanda. Alligevel viser de to eksempler, hvad der kan blive det tragiske resultat, hvis man sætter kunstige skel i befolkningen.

Også i dag findes autoritære regimer, der bruger forskelsbehandling efter etniske, racemæssige eller religiøse kriterier til at sætte befolkningsgrupper op i mod hinanden. Sådanne regimer skal Danmark ikke ende i selskab med.

Bodil Kjærum er landsformand for Danmarks Lejerforeninger. Kommentaren har været bragt som leder i bladet Lejer i Danmark