I mere end otte år har de fem organisationer på lejelovsområdet – Danmarks Lejerforeninger, Lejernes LO, Bosam, Ejendomsforeningen Danmark og Danske Udlejere – forhandlet om en sammenskrivning af de to love på lejelovsområdet. Det endte succesfuldt, men det ser ud til at lykkes for boligministeriets embedsværk at ødelægge resultatet.
Lejelovgivningen er noget af det mest komplicerede inden for dansk lovgivning – så kompliceret at kun meget få personer kan prale af at have det fulde overblik over detaljerne og retspraksis. Ingen af disse sidder i Folketinget. Det betyder, at de, som skal vedtage lovene, ikke kan gennemskue, hvad det er, de piller ved. Politikerne er helt afhængige af nogle få embedsmænd.
Invitation
I begyndelsen af dette århundrede besluttede regeringen, at gøre noget ved denne uholdbare situation. Boligministeren lod sine embedsmænd invitere organisationerne til et møde for at finde ud af, om man kunne forenkle lovgivningen. Der blev indkaldt til en stribe møder med deltagelse af alle 5 organisationer. En embedsmand ledede møderne og typisk havde ministeriet sat en yngre medarbejder til at tage referat.
Opgaven var svær, fordi de involverede parter var enige om, at forhandlingerne måtte overholde en særlig grundlov, kommissoriet for forhandlingerne. Det sagde, at der ikke måtte pilles ved den styrkebalance, der i eksisterende lovgivning består mellem lejere og udlejere, juridisk og økonomik. Kun på den måde kunne man undgå et politisk hundeslagsmål, når sagen senere skulle forelægges folketinget.
Under forhandlingerne søgte alle organisationerne selvfølgelig at forbedre deres egne medlemmers interesser. Men i denne situation måtte organisationerne lægge deres politiske ambitioner på hylden. Nu gik opgaven ud på at rydde op og forenkle, så borgerne kunne få én lejelov, der var til at forstå i stedet for 2-3 stykker fulde af sort meget indforstået snak.
Forløbet
Forhandlingerne gik i gang, og de fik et overraskende forløb. Efterhånden viste det sig, at samarbejdet mellem organisationerne og ministeriet var problematisk. Specielt var organisationerne utilfredse med de referateter, som det i de første faser af forhandlingerne var ministeriets yngstemand der udarbejdede. Referaterne var præget af, at referenten manglede viden om lejeret. Derfor blev referaterne mangelfulde og organisationerne måtte bruge tid på at rette dem, inden man kunne komme videre.
Efter et par år på denne måde meddelte ministeriet, at man ikke mere ville deltage i arbejdet, og søgte at afslutte forhandlingerne samt konstatere sammenbrud. Organisationerne besluttede imidlertid at fortsætte på egen hånd. Det gjorde man så.
Overraskende nok fungerede samarbejdet mellem de fem organisationer mærkbart bedre, end da ministeriets embedsfolk sad for bordenden. Langsomt men grundigt og sikkert arbejdede man sig igennem stoffet, paragraf for paragraf, kapitel for kapitel.
Enighedslisten
Den 29. oktober 2008 efter snesevis af møder kunne man endelig sende et forhandlingsresultat til ministeren som på det tidpunkt var Karen Jespersen. Resultatet var en liste med 57 punkter, som efterfølgende fik navnet „Enighedslisten“.
Organisationerne var med rette stolte af, at det mod alle odds var lykkedes at nå et resultat, som alle fem organisationer kunne stå inde for. I kraft af kommissoriet var man gået uden om de mest konfliktfyldte emner i lejelovgivningen, men alligevel var resultatet epokegørende. Man havde nået målet: En skitse til en samlet lejelov var blevet færdig. Uden at overdrive kunne forhandlerne sige, at de havde forhandlet sig frem til den mest gennemgribende ændring af lejelovgivningen siden 2. verdenskrig.
Nu skulle man tro, at ministeriet og regeringen begejstret ville gribe chancen og straks begynde at omforme Enighedslisten til lov. Men sådan kom det ikke til at gå. Langtfra. Ministeren bad organisationerne om yderligere forhandlinger om nye emner, hun ønskede medtaget i en samlet pakke. Dette var tydeligvis blot en manøvre for at forhale processen.
Hvorfor ville regeringen ikke høste den prestige, der er forbundet med at kunne lave århundredets reform af en forældet lovgivning?
Folketingsvalget 1998
I følge kilder tæt på forhandlingerne skyldes det, at Venstre op i gennem 0-erne bevidst lagde boligpolitikken død. For at forstå det, skal vi tilbage til folketingsvalget i 1998, hvor Venstre kort før valget stod til at vinde regeringsmagten, men endte som taber.
I den sidste uge før valget spillede Lejernes LO og Boligselskabernes Landsforening ud med en annoncekampagne, der satte fokus på visse Venstre-politikeres friske udtalelser om at ville liberalisere lejelovgivningen. På det tidspunkt lå der en rapport fra Lejelovskommissionen, som viste, at huslejerne i den private boligmasse ville stige med i gennemsnit mindst 40 %, hvis huslejen blev givet fri.
Da Venstre indtil da havde været principielle tilhængere af en liberalisering på den private lejelovs område, kunne det ikke udelukkes, at partiet ville gennemføre en sådan liberalisering, såfremt man vandt regeringsmagten. Man var derfor sårbar over for annoncekampagnen, og der er næppe megen tvivl om, at det var denne kampagne, der til slut fik så mange vælgere til at fravælge Venstre, at flertallet tippede og den socialdemokratiske regering kunne fortsætte.
Kontraktpolitiken
Ved valget i 2001 ville Venstre for alt i verden undgå en lignende situation. Derfor garanterede Anders Fogh Rasmussen at Venstre ikke ville røre ved huslejereguleringen, hvis man vandt regeringsmagten. Det løfte blev holdt ved alle valgene op gennem 0-erne.
For de ægte liberalister i Venstre var løftet ikke populært. Men for Anders Fogh som statsminister var det et effektivt redskab. Man fik “afpolitiseret” boligpolitikken på det private område – og kunne regere uden frygt for skæmmekampagner.
Forhandlingerne mellem lejer- og udlejerorganisationerne passede godt ind i denne strategi. Hvis der kom forslag fra liberalistiske kredse om ophævelse af huslejereguleringen, kunne man henvise til at organisationerne forhandlede – og at man måtte afvente afslutningen på disse forhandlinger, før man begyndte at pille ved lejelovgivningen.
Det var derfor, at Venstre ikke havde nogen interesse i, at forhandlingerne skulle ende – og i følge onde tunger var det derfor, man saboterede Enighedslisten ved at stille kontroversielle nye forslag.
Enigheden holdt
Men man havde undervurderet organisationerne. Det viste sig nemlig at være meget svært at spille dem ud mod hinanden. Forhandlerne havde nu gennem 5 år lært hinanden at kende, og der var opstået et solidt tillidsforhold mellem dem.
Samtidig havde forhandlerne brugt så meget tid på møderne, at de ikke var til sinds at lade deres fælles barn – Enighedslisten – blive revet i stykker. De vidste, at hvis ministeriets kontroversielle forslag blev draget ind, ville forhandlingerne bryde sammen, og hele arbejdet ville have været forgæves.
Det lykkedes forhandlerne at stå sammen og fastholde et fælles synspunkt: at Enighedslisten var et hele. Forhandlerne krævede, at Enighedslisten blev fremsat som lovforslag i den form organisationerne var blevet enige om den.
Socialdemokratisk boligminister
Ved folketingsvalget i 2011 endte 10 år med en Venstre-ledet regering. Dermed skulle man tro, at der nu ville blæse nye vinde fra ministeret, som nu kom til at hedde “Ministeriet for by, bolig og landdistrikter”. Der var forventninger om, at den nye minister ville kunne skabe liv i boligpolitikken, som havde ligget død hele Venstres 10-årige regeringsperiode. Og der skete da også det, at forhandlingerne mellem de fem organisationer blev genstartet. Denne gang med betydeligt mere kvalificeret sekretariatsbetjening.
Forhandlingerne mellem organisationerne fortsatte altså, og man efterkom ministeriets ønske om, at Enighedslistens forslag skulle konkretiseres i paragrafform, for det flertal af punkterne hvor dette var relavant. Frem til årsskiftet i 2012-13 blev Enighedslisten på denne måde udmøntet konkret på alle de punkter ministeriet havde bedt om det. Det skete i fuld enighed mellem alle fem organisationer, det skete indenfor de tidsfrister der var opsat, og det skete imod alle officielle odds. Ministriets topembedsfolk havde i månedsvis gået omkring om gjort sig morsomme med bemærkninger om forhandlingerne “de bliver jo aldrig enige…”.
Men nu havde de fem organisationer altså bevist det modsatte i praksis, og nu skulle man da tro det endelig ville rykke, og der ville komme et lovforslag.
Ak nej! Godt nok var regeringens farve en anden, men embedsværket er det samme, og boligpolitikken bliver stadig betragtet som et politisk lavstatusområde. Den nye minister, Carsten Hansen er tydeligvis en engageret politiker, der gerne vil gøre en forskel, når det gælder landdristriktene og de udsatte boligområder. Men han er åbenbart ikke manden, der magter at sætte boligpolitikken højt på regeringens dagsorden. Boligpolitikken har ingen prestige på Chistiansborg, og det kan Carsten Hansen tilsyneladende ikke gøre noget ved.
Embedsmændene styrer
Den private lejelovgivning har helt åbenlyst ikke Carsten Hansens primær-interesse. Derfor får hans embedsmænd lov til at styre. Og embedsmændene følger stadig den samme parole som i Anders Foghs regeringstid: “Jo mindre der sker på det private lejelovsområde, jo bedre, og lad os for guds skyld bevare den uoverskuelige kompleksitet “.
I de første to år af Carsten Hansens ministertid fortsatte fedtspilleriet mellem ministeriet og de fem organisationer. Efter den – for nogle – uventede enighed, genoptog ministeriet så sine splittelsesforsøg.
Slutspillet
I maj 2013 skete der nemlig det, at en ministeriel topembedsmand fremsendte en række helt nye elementer, som ministeriet ønskede skulle indgå i den sidste fase af forhandlingerne. Det var forslag, som enhver med kendskab til området kunne se ville splitte lejer- og udlejerorganisationerne, og det var forslag der klart faldt uden for kommissoriet for forhandlingerne. Derudover var dele af forslagene i modstrid med Enighedslisten.
Et af forslagene var eksempelvis, at der skulle åbnes op for pristalsregulering af huslejen. Forslaget er uantageligt for lejesiden, fordi det vil ødelægge hele princippet om omkostningsbestemt husleje.
Et andet forslag gik på at fraflytningsregningerne skulle formindskes – et forslag som udlejersiden kan forventes at være imod.
Forslaget om de nye emner kom på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om Enighedslisten var færdiggjort. Fuldkomment klar til at blive sammenskrevet af ministeriet til et komplet lovforslag.
De nye emner ministeriet ønskede at presse ind i forhandlingerne, ville udskyde og ødelægge denne færdiggørelse af lovarbejdet – og samtidig var de som tidligere nævnt i modstrid med hele den grundlov om balance, der har båret forhandlingerne frem.
Nu var det nok
To af lejerorganisationerne – Danmarks Lejerforeninger og Bosam – takkede nej til at møde op til forhandlingerne med ministeriet om de nye forslag. Nu var det nok. De ønskede ikke at blive ved med at deltage i et spil, som helt åbenlyst var bestemt til aldrig at blive afsluttet.
De øvrige organisationer sagde ja – ikke til forslagene – men til at mødes med ministeriet.
Så fra nu af mødes hver organisation for sig med Carsten Hansen og hans embedsmænd for at tale deres egen sag.
Det blev så muligvis enden på Enighedslisten. Måske lykkedes miinisteriets splittelsesforsøg til sidst.
Danmarks Lejerforeningers forhandler, Henrik Stougaard har denne kommentar til situationen:
“Det fremstilles af ministeriet som et sammenbrud, men realiteten er, at alle fem organisationer er enige om det totalt lovgivningklare resultat vi har afleveret. Organisationerne har leveret det der var aftalt, og gjort det til tiden. Nu skulle ministeriet så levere den bebudede sammenskrivning. Da Danmarks Lejerforeninger var til vores seneste møde med ministeriet, d. 23. oktober 2013, fik vi at vide, at ministeriets embedsfolk betragter den bebudede sammenskrivning som en uoverkommeligt stor opgave. – Dér har vi måske den egentlige årsag til hele miseren. Men hvis dette virkelig er rigtigt, skulle ministeriet jo aldrig have bedt de fem organisationer om at gå igang med sådanne forhandlinger, endsige bedt os om at genoptage forhandlingerne her på det seneste. Så i Danmarks Lejerforeninger er vi løftet til et højere niveau af undren. Vi har et spinkelt fromt håb om, at folketingets politikere formår at få noget fornuftigt ud af denne situation. Dermed mener vi naturligvis, at de kan sætte sig igennem og sikre den nødvendige lov-sammenskrivning og fulde gennemførelse af enighedslisten. Men det er absolut sidste udkald nu”.
