Tallene bag diskriminationen

Der er ikke noget galt med statistikken – det er brugen af den, der lugter

Af Jakob Lindberg

I regeringens officielle statistik over de almene boligområder skelner man mellem Udsatte boligområder og det, man med et nedværdigende udtryk kalder Ghettoer. Men hvad forstår man nu med de to betegnelser:

Det gælder for begge typer af områder, at der bor mindst 1000 personer i området.

De Udsatte boligområder er karakteriseret ved følgende 4 forhold:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

To af disse fire forhold skal være opfyldt, hvis et område skal kunne kaldes et Udsat boligområde

En ”Ghetto” er en særlig type af et Udsat boligområde.  Det er et udsat boligområde hvor mindst 50 % af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke vestlige lande

Det er kompliceret at holde styr på alle disse faktorer på én gang. Så for at gøre det mere forståeligt har jeg lavet en forkortelse af de faktorerne 1-4 ovenfor

 

Udsatte boligområder

I kort form kan man udtrykke det således:

Beboerne i et Udsat boligområde er:

(1) mere arbejdsløse/syge end gennemsnittet

(2) mere kriminelle end gennemsnittet

(3) dårligere uddannede end gennemsnittet

(4) fattigere end gennemsnittet.

Men da blot to af de fire kriterier skal være opfyldt for at komme i kassen med Udsatte boligområder kan områderne være meget forskellige.

 

Eksempler:

  • Område A opfylder (2) og (4). Her bor mennesker, der i gennemsnit er lidt mere kriminelle end gennemsnitsbefolkningen og samtidig er de Men de er ligeså lidt arbejdsløse og lige så veluddannede som gennemsnittet af befolkningen.
  • Område B opfylder (1) og (3). Her bor mennesker der er mere arbejdsløse/syge og dårligere uddannede end gennemsnittet. Men de er lige så lidt kriminelle som gennemsnitsbefolkningen og heller ikke fattigere end gennemsnittet.

De to områder er således meget forskellige. Man skulle derfor ikke tro, at politikerne skulle have nogen grund til at sætte dem i samme bås. Da Lars Løkke i 2018 fik ideen til ”Ghettopakken” tilføjede han et samlende kriterium:

Ved et ”ghetto”område forstod han et Udsat boligområde, der samtidig havde mindst 50 % indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

 

Fordeling efter etnisk oprindelse

Lars Løkke har ret i, at der i visse dele af den almene boligsektor bor uforholdsmæssigt mange indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

I figuren nedenfor kan vi se, at 9 % af hele landets befolkning er ikke-vestlige indvandrere. Dette tal er langt lavere end de mindst 50 % som bor i ”ghettoerne”. Det er en vigtig oplysning, hvis man vil vide noget om Danmark i det 21. århundrede.

Kilde: Danmarks Statistik

 

Nytårstalen

Men hvordan brugte Lars Løkke så denne oplysning. Det så vi i hans nytårstale, 2018

Han brugte som den første statsminister i Danmark det antisemitiske begreb ”ghetto” om de almene boligområder. Disse områder var ”parallelsamfund”, hvormed han mente, at mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. ”Ghettoerne” var befolket af mennesker, der havde ”stillet sig udenfor ” (Var det hoveddøren eller julefrokosten, han mente?)

”Ghettoerne” havde ”slået huller” i Danmarkskortet. (Fy for den) og de havde sendt ”fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed, og ind i skolerne, hvor forsømte børn hænger på kanten”

Fangarmene var også ”dykket ned i kommunekassen”, hvor indtægterne var blevet mindre og udgifterne større, end de behøvede at være – ”og ud i samfundet, hvor danske værdier som ligeværd, frisind og tolerance taber terræn”. (Man bliver rundforvirret af at læse så meget vrøvl på én gang).

Men: Hvor var den skyldige?

Den skyldige var udlændingepolitikken: ”Jeg er overbevist om, at årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere” – sluttede Lars Løkke af.

Dermed fik han endelig sagt det ord, der skulle blive hovedkriteriet på indsatsen mod paralellsamfundene: Udlændingene.Dette ord blev hovedkriteriet for en ”ghetto”: Et område, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande var højere end 50 %.

Det blev en nytårstale, der fik stor betydning for Danmark. For det var dette signal, som førte til, at de almene boligorganisationer begyndte at planlægge den største bølge af nedrivninger og salg af gode moderne boliger i danmarkshistorien.

Samtidig fik regeringen slået hul på princippet om, at almene boliger ikke må sælges til private.

 

Fremmedfjendsk

Var Løkkes nytårstale racistisk? Nej. Han taler hverken om ”perkere” eller ”niggere”. Men at den var fremmedfjendsk er hævet over enhver tvivl. Og dette underliggende tema var ikke noget tilfælde. Fremmedfjendskheden – eller fremmedangsten – var den følelse, som Løkke kunne bruge politisk.

Angst æder sjæle op, siger man. Men den kan også binde vælgere sammen. Selv om en landmanden, forretningsmanden, fabriksarbejderen og pensionisten ikke har meget tilfælles politisk, så kan de bevæges i samme retning, hvis de har et fælles uhyre at frygte. Fremmedangsten blev det fælles uhyre, som både Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti udnyttede.

Derfor fik vi ”ghettopakken”

 

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger